Lidt om manglende ambitioner og skam

Jeg føler, at der er en del skam forbundet med ikke at vide, hvad man vil, eller ikke at have store nok ambitioner for, hvad man vil med sit liv. Man skal tage stilling til det meget tidligt i livet og på den måde bliver der tidligt skabt forventninger om, at man bør vide hvad man vil – og det er også et samtaleemne, som de fleste flittigt tager hul på, hvis der ikke lige er andet at tale om. Måske fordi det er et emne, som de fleste kan relatere til og har en holdning om. Og det er da sikkert også fedt at tale om, hvis man ved hvad man vil. Ikke nær så fedt, hvis man ikke ved det.

Mine forældre har altid gjort meget ud af, at fortælle os, at det er vigtigt med en uddannelse. Hvilken uddannelse vi valgte, kom sig ikke så nøje, så længe vi var igang. Og hvis vi fortrød undervejs var det også okay, men så måtte vi lige gøre det færdigt, vi var igang med.

De første ni år i folkeren kører jo bare derudaf – der er rammerne ligesom sat, uden du behøver tage stilling til, hvad du skal eller vil. Pludselig bliver du bedt om, at tage stilling til, hvad du gerne vil herefter. Som træt, ugidelig og umoden teenager, bør du tage stilling til, hvilken uddannelse du ønsker. En uddannelse, som vil få betydning for dit senere arbejdsliv og altså størstedelen af dit voksenliv. Jeg følte virkelig, at jeg skulle tage et altafgørende valg, som jeg på ingen måde var i stand til, på det tidspunkt. Så jeg valgte 10. klasse. For jeg skulle i hvert fald ikke i gymnasiet – det var jo for de målrettede. Dem som vidste hvad de ville. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg bare udskød processen, for året efter, blev jeg bedt om, at tage stilling igen. Jeg skulle i min eksamensopgave, skrive om to uddannelser som jeg gerne ville ind på. Problemet var bare, at der ikke var to uddannelser jeg ville ind på. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg ville.

Min daværende veninde ville søge ind på Cph West som kosmetiker og da jeg ikke havde et bedre bud selv, fulgte jeg efter. Jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, men med mine forældres ord i baghovedet, afsluttede jeg grundforløbet, inden jeg valgte at tage en HG. Den var vist nok rimelig almen – den måtte jeg da kunne bruge til noget. Og rigtigt nok – jeg fik mig en administrativ kontoruddannelse hos DONG Energy hvor jeg blev udlært i 2011. Men selvom jeg nu havde taget et valg, blev jeg stadig mødt af en masse skam og nedladende holdninger. Folk mente jeg havde taget det nemme valg. Den lette uddannelse. Og selvom det muligvis blev sagt med et glimt i øjet, så stak det dybere. Det blev ved med at nage mig – følelsen af, ikke at være god nok. Ikke at have fundet sin hylde. Jeg kom ud med et flot eksamensbevis fra HG, men kunne ikke være oprigtig stolt, fordi folks ord havde sat sig som en overbevisning hos mig. Jeg fik jo kun de karakterer, fordi det var en så let uddannelse. Efter min elevtid i DONG Energy, fik jeg et barselsvikariat. Og efter et års tid, begyndte jeg at kede mig. Jeg blev simpelthen ikke udfordret nok i min stilling – jeg følte jeg havde mere i mig og at jeg skulle noget mere. Men jeg vidste stadig ikke hvad – og så startede møllen ellers forfra. Hvad skulle jeg så? Jeg kæmpede stadig med en følelse af, at have sprunget over hvor gærdet var lavest og havde et sultent behov for, at bevise overfor mig selv og andre, at jeg var fagligt dygtig og at jeg også var i stand til, at tage en “rigtig” uddannelse. En gymnasial uddannelse.

Jeg var 24 år. Færdigudlært, med et fuldtidsjob og en stabil indkomst. Og så skete det, at jeg startede på KVUC, for at tage en HF. Det var to hårde år, hvor jeg kæmpede en kamp for at leve op til mine egne forventninger. Jeg pressede mig selv for at opnå gode karakterer og et godt gennemsnit, for at jeg kunne komme ind på en “velanset” uddannelse. Universitetet. Det måtte klart være det ultimative. Hvis jeg opnåede det, så måtte folk da kunne se, at jeg var dygtig. Så var jeg “en af dem” med ambitioner. En af dem, med en plan for fremtiden. Jeg følte at folk så anderledes på mig nu, fordi jeg havde valgt noget der på papiret var svært at gennemføre og noget der var imponerende. Jeg fik det gennemsnit jeg gik målrettet efter og det var en lettelse at blive færdig. Nu har jeg gået på universitetet i tre år og bliver færdig med min bachelor i Film- og medievidenskab til sommer og jeg kan kun sige, at jeg på ingen måder er blevet et bedre menneske af det – og jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vil. Jeg bliver stadig ofte spurgt om, hvad jeg vil bruge min uddannelse til, og hvilket job jeg ser mig selv i. Og selvom det stadig til tider er trættende at blive konfronteret med, har jeg nu en større ro i maven over, at jeg ikke har et svar, – fordi jeg ved, at det er helt okay.

Jeg havde noget jeg skulle bevise overfor mig selv, fordi jeg havde fået overbevist mig selv om, at jeg var mindre værd, hvis jeg ikke havde den her imponerende uddannelse bag mig – men det vigtigste som universitetet har lært mig er, at det er okay, at springe over hvor gærdet er lavest. Det er okay, ikke at få de højeste karakterer og være super ambitiøs og engageret. Det er ikke en videnskab at gå på universitetet, det er, også, ganske kedeligt og almindeligt, ligesom alle andre uddannelser og det er ikke kun for de målrettede og ambitiøse. Det eneste vigtige er, at vælge noget, som gør en glad. Og så skal man nok tids nok finde ud af, hvad man vil bruge det til – det behøver ikke forhastes.

//Helle

Noget om mødregruppe

Jeg havde egentlig ikke gjort mig de store tanker om mødregruppe før og under min graviditet. Da vi havde første besøg af sundhedsplejersken efter fødslen, spurgte hun mig om jeg var interesseret i, at være en del af en mødregruppe og jeg sagde ja, uden at gøre mig de store tanker om det. Tankerne kom dog i dagene op til, at vi alle fem skulle mødes for første gang. Jeg fik en mail om, at vi skulle mødes i et af pigernes hjem og det synes jeg faktisk var ret grænseoverskridende. At dukke op med sin lille baby, i en rolle man er helt ny i, hos en man kun kender navnet på – og så se fire andre mødre i øjnene og føle, at man bliver vurderet, når man er helt sårbar og usikker. Jeg var den sidst ankomne og jeg kan tydeligt huske følelsen af, at være den nye pige i klassen. Der sad vi, fem piger med vores nye babyer i en rundkreds på gulvet og skulle på en eller anden måde bryde den stilhed og akavethed, der fyldte hele rummet. Jeg tror ikke der er nogen nemmere måde at gøre det på, end en præsentationsrunde. Så det gjorde vi. Og langsomt blev stemningen blødt op og det viste sig faktisk at være ret hyggeligt. For nok var man ny i sin rolle og måske lidt bange for at blive bedømt – men det havde vi jo alle tilfælles. Og det er netop det, der er essensen i en mødregruppe. Man er alle nye i rollen, usikre på sine egne evner overfor den her nye baby man først skal til at lære at kende og bange for, at gøre noget forkert.

Det er så vigtigt, at have nogle at snakke med, som gennemgår det samme som en selv, i sådan en overvældende situation som det er, at blive mor. Nogle der ikke bliver trætte af, at høre om lortebleer, manglende søvn, ammestop og tigerspring. Og nogle som, næsten, er lige så begejstrede for at høre om det første smil, den første tand eller grødopstart, som en selv. Fordi de kender alt til det, da de selv er midt i det. Jeg brugte meget tid med min mødregruppe i de første måneder af min barsel. Det var på alle måder fedt, at have nogle, som boede tæt på mig, så man også kunne mødes spontant – hvilket der nogle gange er behov for, med små babyer. Vi gik lange ture sammen når børnene skulle have deres daglige lure i barnevognen, vi fulgtes ad til babysalmesang og legestue flere gange om ugen – vi besøgte børneloppen sammen og da tiden kom hvor vi skulle skrive vores børn op i institution, var vi flere der besøgte institutionerne sammen. Det føltes rigtig trygt, at have nogle at følges – og sparre med.

Det er ikke sikkert, at man bliver sat sammen med nogle, som man har særlig meget tilfælles med. Men om ikke andet, så kan man trække på hinandens oplevelser og erfaringer som mødre. Og så kan man være heldig, at møde nogle, som man klikker med. Jeg har erfaret, at man lærer hinanden at kende på en rigtig fin måde, fordi man lærer hinanden at kende, i en så sårbar og dyrebar fase, i hinandens liv. Man deler en ret personlig del af sit liv med hinanden.

Jeg har været så heldig, at jeg nu kan kalde to ud af fire for mine veninder. Og hvor optur er det lige, at have to veninder med børn på alder med sit eget barn? Som endda har fulgtes ad, helt fra begyndelsen af deres liv. Vent, jeg har svaret. Det er mega optur! Og jeg vil anbefale mødregruppe til alle. Selvom det føles grænseoverskridende og man føler sig sårbar. Selvom man ikke føler man har overskuddet til at lære nye mennesker at kende. Prøv det, se det an. Giv det en chance og hvis ikke det er noget, så meld dig ud igen. Men du kunne være heldig, at møde nogen, som kan hjælpe dig lidt på vej i denne nye overvældende situation og det er så skønt, at kunne dele det med nogen, som er samme sted.

//Helle

At træne eller ikke at træne?

Er jeg den eneste der har utrolig svært ved, at finde en god rutine når det kommer til træning? Min træningsrutine har varieret utroligt meget igennem årene. Der har været perioder, hvor jeg har trænet næsten hver dag og så har der været perioder hvor jeg slet ikke har trænet. Når jeg skriver perioder, varierer definitionen af disse også. De sidste mange år har de perioder hvor jeg ikke har trænet helt sikker været de længste og jeg har virkelig haft svært ved at hive mig selv op af sofaen og ned i et træningscenter. Jeg har siden vi flyttede taget meget på og jeg har mærket hvordan min selvtillid er dalet mere og mere. Da vi flyttede og renoverede lejlighed, var der en periode på et par måneder hvor vi ikke havde noget køkken og vi fik derfor en virkelig dårlig vane med, at bestille mad i stedet for at lave god hjemmelavet mad. Det har helt sikkert haft en indflydelse på min vægt og de kilo der røg på i den periode har bare været virkelig svære for mig at smide igen.

Jeg har i mange år været naturligt slank og har egentlig også været undervægtig. Jeg er 180 cm høj og jeg har i mange år ligget meget stabilt på omkring de 60 kilo +- 3 kilo og det var helt sikkert en vægt jeg følte mig tilpas med. Målet for mig er ikke nødvendigvis, at ramme den vægt igen, men jeg kan mærke, at jeg ikke er glad for mit udseende nu og det vil jeg virkelig gerne begynde, at gøre noget ved. Mit mål er at komme igang med noget puls træning samtidig med, at jeg gerne vil have opbygget noget muskelmasse, da det helt sikker er noget jeg er i underskud af.

Jeg har opsagt mit medlemskab i fitnessworld af den simple årsag, at jeg ikke kommer ned i centeret. Jeg synes ikke at almindelig fitness træning er sjovt lige nu, og jeg har simpelthen ikke motivationen til at komme afsted. Jeg har før trænet reformer i fitnessworld hvilket jeg på daværende tidpunkt synes var en sjov træningsform. Jeg har længe gerne ville starte i et rigtig reformer studie, hvor der forhåbentligt er større variation i træningen og hvor der er flere hold i løbet af dagen, så jeg nemt kan tilpasse træningen med studie og arbejde. Grunden til jeg ikke er startet før, er simpelthen fordi jeg synes det er møg dyrt. Men jeg har besluttet mig for, at jeg gerne vil prioritere det. Min livsglæde er vigtig og hvis det er sådan jeg kan komme igang med noget træning så er det, det jeg må gøre og så må jeg spare andre steder. Jeg bor på Østerbro og jeg har fundet nogle forskellige træningssteder hvor det ser ud til, at der er mange hold i løbet af dagen, men jeg har ikke sat mig fast på noget bestemt sted endnu. Så hvis der er nogen der har nogle anbefalinger til gode steder så tages de imod med kyshånd.

 

//Anne-Mette

Når man pludselig bliver usikker

Er jeg det rigtige sted? Har jeg taget et forkert valg, eller ville det have været det samme hvis jeg havde valgt anderledes?

Jeg har længe spekuleret over, om mit valg af uddannelse har været det rigtige. Ikke fordi jeg ikke synes at min uddannelse er interessant, men fordi jeg simpelthen er så usikker på mig selv. Jeg er ikke god til at gå i skole, jeg er ikke god til at gå til eksamen, min krop fryser og det eneste der kører igennem mit hoved er, jeg kan ikke, jeg kan ikke, jeg kan ikke!

Mit selvværd har aldrig været helt godt. Jeg tror ikke på mig selv og hver gang jeg skal prøve noget nyt, starte i skole et nyt sted, søge arbejde osv. Så er min første tanke, jeg kan ikke. Den tanke har fulgt mig længe og det er ekstremt udmattende. Jeg kæmper med det og jeg prøver at lede tankerne væk og sige til mig selv at jeg kan alt hvad jeg sætter mig for. Det hjælper til tider og andre gange gør det ikke. Det er svært og jeg har været ved at droppe studierne mange gange, men hver gang jeg er lige ved at droppe det hele tænker jeg, men hvad skal jeg så?

Vores samfund i dag giver ikke mange muligheder, hvis man er ligesom mig og ikke er god til at gå i skole. Jeg vil rigtig gerne have et godt job og jeg ved at jeg er lærenem, bare ikke på den måde man skal lære på i skolen. Jeg er ikke god til at huske ting udenad ved at læse og terpe, jeg lærer bedst ved at arbejde med tingene i praksis og jeg har altid fået stor ros for mit arbejde. Jeg er hårdtarbejdende og lærenem uden for skolen og det er nok det der får mig igennem skoleforløbet. At jeg ved at jeg kommer ud til et godt job som jeg helt sikkert nok skal være god til. Men vejen dertil synes jeg er mega lang. Jeg elsker jo at studere når der ikke er nogen eksamener, jeg elsker de muligheder jeg har i min hverdag, hvor alle dage ikke er ens og hvor jeg selv kan planlægge mit arbejde uden for skolen, men eksamens perioderne som ofte er lange er virkelig stressende for mig. Jeg har haft svært ved at finde ud af om jeg presser mig selv for meget og om det egentlig overhovedet er godt for mig. På den anden side, er jeg også bare mega stædig og jeg kan ikke få mig selv til ?at give op?.

Jeg har stadig ikke fundet ud af, om livet er for kort til at gå og være ked af det hver gang man har eksamens periode, eller om det er det værd at holde ved og færdiggøre det jeg har startet for at få en god uddannelse. Forhåbentlig får jeg jo en masse godt ud af mine anstrengelser og det er jo ikke resten af livet jeg skal studere.

Jeg ved ikke om der er et rigtigt eller et forkert svar og jeg har endnu ikke fundet ud af hvad der er rigtigt og forkert for mig. Indtil videre har jeg holdt ved og planen er da stadig at gennemføre min kandidat.

 

 

//Anne-Mette

Søndag

Idag har været en rigtig slappe dag for min lille familie. Vi har sovet længe, manden har trænet lidt og så har vi været ude og gå en dejlig lang tur med Hans. Et af vores ynglings steder at gå tur med Hans er i Bernstorffsparken. Vi bor ikke så langt væk, så det tager os måske 10 min at køre derud. I Bernstorffsparken er der mulighed for, at vi kan gå en lang tur og Hans kan få forbrændt en masse energi ved at lege med andre hunde. Derudover kan han også gå uden snor hvilket han eeeelsker. Vi sidder nu og ser VM og skal til at spise hjemmelavet banankage. Ellers er der ikke sket så meget andet i det lille hjem i dag, men det passer mig helt fint. Jeg håber også I har haft en dejlig søndag og at den har været lige som den skulle være.

 

//Anne-Mette