Lidt om manglende ambitioner og skam

Kan Januar virkelig være dén måned?

Havde jeg dog bare vidst at Januar 2019 var dén måned!

Den måned hvor tingene på en eller andet finurlig måde, pludselig begyndte at blive lidt nemmere.
Loui vores mindste nærmer sig nu med hastige skridt sin 5 års fødselsdag, og selvom jeg på ingen måde forstår hvor de 5 år blev af og at jeg kan få en klump i halsen over, at han ikke længere er lille, så sker der virkelig noget nu!

Og nu banker jeg meget hårdt under træbordet før jeg skriver videre, for jeg er jo ikke nybegynder i det her Mor game! Så jeg ved godt, at bedst som noget bliver nemmere, så stikker en ny udfordring sit ansigt ud fra mørket.

Men for pokker hvor er det lækkert, at han nu selv tager tøj på om morgenen, at han går glad op i børnehavebussen, i stedet for tidligere hvor alt var skrig, skrål og lemmer flyvende rundt i alle retninger, før jeg med tårer i øjnene vinkede til ham oppe i bussen.

 

At have en rolig og god start på dagen gør bare en hulens til forskel. Jeg kan mærke, at jeg har meget mere energi i løbet af dagen til alt det praktiske og til mine drenge.
Det giver også plads til igen, at få mange flere ideer til hyggelige indretningsprojekter herhjemme, det er jeg sikker på min bedre halvdel sætter STOR pris på!?!  [læs: Jeg får ideer, Mark kreere]

 

Også planlægning af rejser og oplevelser for vores lille familie har fået et ekstra skud energi. Der tænkes ikke længere kun i charter og “all inclusive” med ekstra stort vandland og børneklub. Nej nu skal vi altså ud og opleve noget natur og magi, der findes jo simpelthen så mange fuldstændig magiske steder derude! Gad virkelig godt bestille en tur ned mod Thailand, Vietnam, Indonesien området.
Men det skal jeg nok fortælle mere om, når det ikke kun er på tankestadiet.

 

Nogen gange er det virkelig bare de små forandringer, der kan skabe glæde og energi! Jeg håber det fortsætter sådan, det er slet ikke så tosset når ens unger kommer over babystadiet!

 

At vi så har en pre-teen, der om præcis en måned bliver til vaskeægte fuldblods Teen, skal jo nok skabe balance i regnskabet herhjemme. De skal jo nok sørge for at holde en skarp, man kan ikke sådan gå og falde af på den vel! Og lige netop der trykker skoen nok en smule, for jeg har bare ikke været helt skarp de seneste par år, i hvert fald ikke efter mine egne standarder.

 

Jeg har ikke haft hverken den energi eller det drive, som jeg ellers altid har syntes kendetegnede mig. Eller okay, nu vil mine søde søstre helt sikkert grine helt utroligt højt, for alle skal vide at jeg ELSKER at sove, og helst utroligt mange timer i døgnet, uhm kan I mærke det, helt mørkt, helt stille og den dejligste bløde dyne… ja jeg ELSKER virkelig at sove, men så plejede jeg også at være meget energisk derudover 😉
Og det har jeg desværre ikke helt følt jeg har været på det seneste. Der er mange plausible grunde til dette, som jeg sagtens kunne smide alt skyld over på, men sådan fungerer ens selvværd jo bare ikke vel?

 

Så det at jeg føler, at skyen er ved at lette en smule, det er bare en kæmpe stor lettelse for mig. Og tænk at det så, af alle måneder, skulle ramme mig på en mørk, grå og længe til forårsmåned som Januar!
//Pia

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt om manglende ambitioner og skam