Bare vent til du selv får børn!

Min mormanual er blevet opdateret med et nyt kapitel.. desværre et trist et af slagsen <3

For lidt over en uge siden blev vores liv vendt på hovedet. Det gjorde det da Noahs far desværre faldt bort. ALT for tidligt og meget pludseligt. Jeg uddyber ikke nærmere, for jeg synes det hører til hos os i den den nærmeste familie. Jeg kan tilgengæld mærke at hele følelsen omkring at være forældre i sådan situation har kastet en del tanker af sig, og dem vil jeg gerne prøve at sætte lidt ord på.

For hvordan støtter man bedst sit barn, i den fuldstændigt ubærlige situation? En ting er jo det første chok og de første dage, der hvor vi bare er sammen, græder sammen, griner sammen over sjove minder og i det hele taget bare er i undtagelses situation. Her synes jeg faktisk at jeg klarer mig meget godt. For jeg er ret klar i spyttet når det handler om at børn skal se det ærlige, både når det handler om glæde og sorg. Men når de første dage så er ovre, så begynder der at dukke en helt masse spørgsmål op synes jeg. Spørgsmål som der bare ikke rigtig kan findes svar på, i min ellers velassorterede mormanual, som jo trods alt er blevet en tyk sag henover de 13 år, jeg har været nogens mor.

Snakker jeg nu nok med ham om sorgen, snakker  jeg for meget med ham om det. Græder jeg for meget i situationer hvor han ikke gør. Er det okay at starte op på en normal hverdag igen? Kan jeg efterlade ham hos andre hvis jeg skal noget, eller er det for tidligt? Der er bare så mange spørgsmål hele tiden, og ligesom med alle de andre kapitler jeg har skrevet i manualen gennem tiden, så er det her jo også et der må skrives hen ad vejen. Jeg har dog allieret mig med en børnepsykolog, ikke fordi jeg som sådan synes Noah viser tegn på at have brug for det lige nu. Men bare for at han har en at tale med, og en der måske tør stille de spørgsmål, man som forældre kan have lidt berøringsangst overfor. Vi har været der en enkelt gang, og tro mig der BLEV  stillet spørgsmål jeg ikke selv ville have stillet. Men overraskende nok, så svarede Noah bare helt roligt og klart og så kunne moderen sidde og tude i baggrunden. Som den kloge mand udtrykte det, det er os voksne der skal lære noget af børnene i den her proces. Man må ikke tænke de sørger for lidt eller for kort, og at det dermed ikke rigtigt er gået op for dem hvad der er sket. For det er simpelthen bare sådan, at de er langt bedre til at springe mellem det triste og det almindelige som ikke har ændret sig. Hvor er jeg glad for vi valgte at lægge vejen forbi en psykolog, er sikker på vi får glæde af det over de næste par måneder.

For de næste par måneder er jo lige præcis her vi skal lære at leve med alt det her. Når sorgen pludselig dukker op, og også det at Noah nu skal trækkes med os hele tiden. Ikke længere nogen pause fra mors evindelige bekymringer. Vi skal have en ny rutine op at stå, og vi skal have lillesøster som Noah har på sin fars side, inkorporeret også. Og den klarer vi selvfølgelig, fordi vi skal og fordi vi kan. Vi kan som familie, også det her, selvom manualen ikke er opdateret.

 

//Pia

 

Følg os her:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bare vent til du selv får børn!