Jeg gad godt vide hvor mange der stadig går på restaurant, og så bare tager ungerne med? Og nu taler jeg ikke kun om restauranter med legerum og pizza på menuen. Nej altså bare helt almindelige restauranter med god mad, uden at det er over the top fancy. Vi gør nemlig, for vi elsker at gå ud og spise, og jeg synes godt man kan have ungerne med – på en god dag 😉 For jeg skal da være ærlig at sige, at det  nogen gange kan være lidt knald eller fald om man får det ud af det man havde håbet på. Forleden dag valgte vi at tage chancen igen, vi var på påsketur i nærheden af hvide sande, og her lå en restaurant som vi rigtig gerne ville prøve. Jeg kunne da godt se at ungerne skulle vise sig fra sin upåklageligt lækre side, for at det ville spille. For det første fordi menuen lød på 6 retter, læs: tidsmæssigt ville vi udfordre dem en smule, men vel ikke noget en Ipad efter maden ikke kunne afhjælpe. For det andet var det en fiskerestaurant med virkelig lækker udsigt over havnen, og af erfaring fortæller det mig at klientellet der kommer der, ikke altid er nogen der er til børn og larm. Men på kortet stod der trods alt et par børneretter, så der var ikke noget galt i at tage afkommet med, de var velkommen på restauranten.

Kl. 18 går turen så mod hvide sande havn, og nåååå ja der var måske lige en for det tredje, for restauranten lå ikke lige om hjørnet, vi skulle lige køre 40 min. i bil… Ja ja, men nogen gange må man altså bare springe ud i det! Turen i bilen gik mega godt, vi skrålede alle 4 med på MGP 2019 sangene og drengene var i højt humør, så ingen ko på isen her. Men når noget er så hyggeligt, så sker der jo naturligvis det at ingen vil med ud af bilen da vi først er fremme. Jeg vil høre sangen færdig mor – okay skat – Neeej jeg nåede ikke at synge med, den skal forfra… Det er her jeg vælger at gå lidt i forvejen og lade farmand klare ærterne.. Et par minutter efter kommer drengene løbende mod mig, meget glade, SÅDAN farmand godt arbejde – High forældre five – “Mor Loui har lavet lort i bukserne” citat Noah 13 år. SUK – smile and wave. Og nu er det her jeg minder jer om den ret så pæne restaurant jeg kan stå at se op på. Okay der er jo ikke andet for end at tage skiftetøjet under armen og håbe på toilettet ligger tæt på døren når vi kommer ind.

Det gør det ikke…. det ligger helt inde ved bordene, og Loui vælger da lige at skulle tage en æresrunde mellem bordene, aromaen skal da lige spredes, før jeg griber ham med den ene arm og får ham bukseret ud på toilettet. Farmand må også med, for når man har siddet i autostolen, så kan jeg afsløre at der var brug for lidt mere end 2 hænder! Vi kigger i stilhed på hinanden, og starter den rutine man jo har fået opbygget efter lignende situationer, man ved ligesom hvem der tørrer og hvem der sørger for at assistere med rigeligt af vådservietter, og herefter gribe dém og de underbukser der IKKE står til at redde, med skraldeposen. Efter endt arbejde sætter jeg mig på hug kigger Loui i øjnene og siger at vi er på pæn restaurant, og at man ikke løber rundt, men at vi nu går ud og sætter os pænt ved bordet. (okay og at han må få 2 desserter og ipad’en hvis han bare sidder pænt) Det virker og han arter sig, hvorefter vi indfinder os på det bedste hjørnebord restauranten kan præstere, også lige midt i rummet så vi pænt smiler til alle dem der lige har set vores lille ankomst show – smile and wave endnu en gang.

Heldigvis er resten af selskabet allerede ved at bestille vin og ham der har restauranten tager bare det hele helt cool, og alt er godt igen. Det første glas vin bliver drukket i vel hurtigt tempo, og Mark siger vi skal spille sten, saks, papir om hvem der skal køre hjem. Da jeg vinder første runde, insisterer jeg på at vi kun spillede 1 af 1 og min overbærende, dejlige mand bestiller en Cola light – TAK SKAT jeg elsker dig altså.

Ovenstående seance viste sig heldigvis at være aftenens højdepunkt, og mine drenge opførte sig efter omstændighederne pænt resten af middagen. Ja okay vi skulle lige igennem, jeg kan ikke lide lasagnen og jeg ville hellere have haft storebrors dessert, men altså min far ville også hellere have børnedesserten så vi skal da heller ikke gøre børnene værre end de er 😉

Det her lille skriv er på INGEN måde skrevet for at tage modet fra dem der har holdt sig fra restaurant besøg med poderne, tvært imod! Hop ud i det, og så må man sgu grine af de knap så eksemplariske episoder efterfølgende.
Og lige til sidst et kæmpe Thumbs up til restaurant Kommandobroen og Michael for deres lækre mad og overbærende betjening.

//Pia

Vi gjorde os faktisk helt vildt mange tanker omkring det, inden vi valgte at sætte gang i projekt baby. Først havde vi besluttet os for, som de fleste andre, at vente med børn, til vi begge var færdige med vores uddannelser. Egentlig mest på grund af økonomien når man er studerende. Alle ved, at en baby koster penge og penge er ikke dem man har flest af, når man er studerende. Men efterhånden som vi havde mere og mere lyst til at få barn og vi undersøgte vores muligheder, opdagede vi faktisk mange goder ved at blive forældre under uddannelse. Og fordi vi begge er studerende, var der nogle tillæg vi kunne ansøge om. Jeg brugte ikke mine almindelige SU-klip under barsel, da man får tildelt 12 ekstra SU-klip. Derudover havde Zilas faktisk også et halvt års ekstra SU, som han kunne vælge at bruge på barsel. Man kan endda få et tilskud til institutionspladsen, hvis man har en lav indkomst. I vores tilfælde var der rigtig meget at spare.

Vi fandt altså ud af, at økonomien måske egentlig godt kunne bære det. Og en fordel ved at være studerende er jo helt klart, at man er noget mere fleksibel i sin hverdag end med et fuldtidsjob med faste arbejdstider. Jeg så også en fordel i, at have fået de to børn vi ønsker os, når jeg engang var færdig med min kandidat og skulle til at have et job.

Så alt tydede jo på, at det var den rigtige beslutning at få Malte på det her tidspunkt. Zilas fortsatte sin bachelor og jeg havde et års barsel og kunne så tage mit sidste år på bacheloren. Det har dog vist sig alligevel ikke at være helt så ligetil og fleksibelt, som vi havde håbet på.

Vi kunne som før nævnt ikke få tilbudt en vuggestueplads til Malte da vi havde behov for det i september, da ventelisterne er helt urimeligt lange. Vi måtte derfor hjemmepasse ham i knap et halvt år efter min barsel, sideløbende med, at vi begge skrev vores bachelor i efteråret. Det var meget presset, men vi klarede os igennem og fik faktisk også et ret fint resultat begge to. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi selv kunne tilrettelægge vores tid og læse på skift. Jeg frygtede dog hvordan næste semester skulle gå, hvor vi begge skulle have tilvalgsfag og skemalagte dage og nu hvor semestret har været igang i snart to måneder, kan jeg se, at det var med god grund. Jeg har tre tilvalgsfag som jeg dårligt ved hvad handler om, jeg har ikke fået læst endnu eller været til undervisning. Faktisk ved jeg ikke engang hvordan jeg skal komme igennem det her semester.

Vi fik tilbudt en garantiplads til Malte med indkøring start februar, hvor vores semestre startede. Han nåede at være afsted én dag, før han var syg en hel uge. Derefter nåede han afsted i to dage, og var syg igen i en uge. Så fik vi tilbudt en plads i den vuggestue der var vores førsteprioritet med start 15 marts som vi var nødt til at vente på og efter at have været afsted i to dage, har han nu været syg en uge igen. Og det er hvad man kan forvente ved vuggestuestart. Børnene smitter hinanden på kryds og tværs og det er ikke ualmindeligt, at de er meget syge den første tid. Problemet er bare, at vi har to studier at passe samtidig. Og det er der simpelthen hverken tid eller overskud til. Nogle af vores fag har haft regler om mødepligt, nogle af fagene har ugeopgaver der skal afleveres og eksamensformen i to af mine fag inkluderer at man møder op bestemte dage til gruppearbejde i forbindelse med dataindsamling. Og det gør reeksamen, for at det ikke skal være løgn, også.

Tiden lige nu er derfor fyldt med en hel del spekulationer og frustrationer. Førsteprioritet er at få kørt Malte ordentligt ind i vuggestuen og på trods af to studier, skal det gøres i hans eget tempo. Det går vi ikke på kompromis med. Der er trods alt ikke en arbejdsgiver som kan fyre os, så vi kan forhåbentlig finde en løsning og få samlet det hele op, når han er startet ordentligt i vuggestuen og vi har tiden til, at sætte os ned og tænke to sammenhængende tanker. Og hvis ikke, så må vi tage den derfra.

Det er vildt frustrerende, at det skal være så svært at kombinere, for det havde det højst sandsynligt ikke været, hvis vi havde haft en vuggestueplads noget før. Vi kender flere, som har fået det til at fungere. Vi har desværre bare været enormt uheldige på det punkt. Drømmen har hele tiden været at fortsætte direkte på kandidaten til efteråret, men det er desværre ikke muligt i den situation vi står i. Nu er målet først og fremmest at få bacheloren gjort færdig og så må tingene tage den tid det tager. Alt skal jo nok løse sig i sidste ende, selvom det nogengange ikke helt føles sådan når man står i det. Det vigtigste er, at vi ikke knækker sammen undervejs. Nok er mit studie vigtigt, men ikke vigtigere end mine to drenge <3

//Helle

Bedre kendt som udtrykket, der kan få de fleste par uden børn til at se rødt. For hvad fanden bilder de bedrevidende tåber sig egentlig ind. Bare fordi man ikke har børn endnu, kan man da godt tillade sig at have en holdning, til børnerelaterede emner.

Og ja gu’ har man da så! Og jeg bliver også umenneskelig træt af mig selv de få gange jeg får slynget det afsted. For jeg synes faktisk kun det er helt på sin plads, at man har gjort sig tanker om hvilken type forældre man gerne vil være. Man går jo heller ikke ud og erhverver sig andre vigtige ting uden at have gjort sig en masse tanker først.

Når jeg så alligevel en gang imellem får sendt udtrykket ud, der hvor alle holder vejret et øjeblik, så er det simpelthen fordi at der er SÅ uendeligt mange ting man ændrer holdning til når de små poder flytter ind i ens hjem & hjerter. Det gør man simpelthen fordi der er så helt utroligt mange ting, man bare ikke havde set komme, havde kunne læse sig til, eller som nogen som helst nogensinde ville kunne beskrive før man står i det. Det er som at skulle gennemskue googles algoritme for hvordan man ender op på side et i søgehistorikken, og vel at mærke samtidig med at være udsat for søvntortur.

Og hvordan i alverden skulle folk uden børn så have mulighed for at kunne vide det? Det kan de ikke, og dermed skal de heller ikke holde igen, de skal have lov at ytre deres forventninger til hvordan de ønsker at løse opgaven! Samtidig vil jeg gerne smide et shout out ud for at man går til opgaven med ydmyghed. For hvis samtlige de folk der allerede har fået børn, (eller der er jo altid undtagelser læs: de der instamødre der bare STYRER pisset og bager boller lørdag morgen, og deres hjem ligner en inspirationsside i et boligmagasin, men de må altså lige ryge i en gruppe for sig lige nu!) eller 90% af dem har måtte sande, at livet bare ændrer sig, og at den manglende kontrol og uforudsigelighed i hverdagen bare får en til at kaste alle holdninger op i luften til revurdering, så er der ski da nok en grund til det.

Alle er selvfølgelig forskellige det er klart, men jeg tør næsten godt væde min næste uges nattesøvn på at det er de færreste der står på den anden side og tænker, top dollar, det gik jo præcis som jeg havde forventet. Og pyt også med det, for så kigger vi over på vores lækre unger og ser at vi har gjort et ganske godt job.

Vi prøver alle sammen at være på begge hold, før & efter holdet, og begge hold er skide gode. De agerer efter den viden de har, andet kan man jo ligesom ikke der findes jo ingen manual. Åh gud hvor ville jeg for øvrigt ønske der var en manual med, når man sidder der på kanten af hospitalssengen, med sin weekendtaske ved sin side, og en lille klump kærlighed liggende i vuggen, lige der hvor man tænker godt nu har jeg født, men hvad skal jeg så gøre med den der lille størrelse nu???

//Pia

Følg os her:

I skal vide at jeg på ingen måde er hende der altid har haft brug for tid alene, bare migtid. Jeg har virkelig aldrig nogensinde haft det sådan. Nok i virkeligheden det stik modsatte, jeg har mere kunne betegnes som lidt af en tryghedsnarkoman. Nu kan jeg godt med lidt mere voksne øjne lave psykolog snakken på mig selv, og se at det nok er nemmere at være sammen med andre, for så skal man ikke lytte så meget til sig selv, og sine egne tanker 😉

Men tilbage på sporet, for det jeg egentlig vil fortælle er, at jeg da lige skal love for at det har ændret sig. Med to tornadoer i huset der stiller 3.000 spørgsmål i minuttet, og det føles virkelig sådan, ja så kan alene tid være ALT man ønsker sig. Og hvis man så kombinerer det med at Loui da han var omkring 2 år havde en periode hvor søvn bare ikke var super interessant, så var det ønske bare større end at se selveste julemanden juleaften, da jeg var 5 år gammel. Bare tanken om at komme hjem fra arbejde, tage et bad, UDEN nogen stod og bankede på døren, og så bare lægge sig under dynen bagefter åhh halleluja jeg kunne græde bare ved tanken, på det tidspunkt.

Det kunne Mark selvfølgelig godt mærke, og en klog mand som han er, kunne han nok godt se fordelen i at give hidsigproppen en god nats søvn. Han ringede derfor til en livline, hans storebror der på det tidspunkt arbejde på hotel. Men da det hotel han arbejde på kun lå ca. 10 min. fra hvor vi bor, og han kun bestilte et værelse til mig, så kunne han ikke helt slippe uden en forklaring. og her vil jeg gerne lige indskyde at Marks storebror ikke selv har, eller har haft små børn! Så da Mark forklarer at jeg bare er virkelig træt og har brug for at sove, så oser skepsissen ud af telefon røret… “Er i uvenner, er i okay” osv. osv. og selvom Mark på bedste vis prøvede at overbevise ham om at jeg altså bare var træt, og virkelig udkørt, så er jeg sikker på at han ikke tror på selv den dag i dag.

Men helt ærligt man ved jo ikke hvad træt egentlig betyder, før man er blevet vækket 6 gange hver nat i et år. Der rammer man altså bare muren på en helt ny måde. Man kan tude over noget det ene sekund, og to minutter efter grine af sig selv, jeg forstår virkelig godt at man bruger søvnudsættelse som tortur i nogle lande!!!

Men jeg fik hotelværelset dengang, og det hjalp, om ikke andet afholdte det mig fra at gå fuldstændig fra forstandet… på dét tidspunkt 🙂

Pictures from way back when…

//Pia

Følg os her:

På torsdag er det Noahs fødselsdag hurraa hurraa hurraaa , det skal naturligvis synges, højt, og helst lidt falsk. Det er ikke hvilken som helst fødselsdag, for mit store barn bliver intet mindre end 13 år. Yep vi er simpelthen nået dertil hvor vi har en vaskeægte, gnaven, kærlig, træt, omsorgsfuld, bedrevidende, intet forstående teenager, med sure tær og lange lemmer.

Han er af natur et følsomt gemyt, og det giver sig til udtryk når han skal lære eller lave noget, som han ikke per automatik er verdensmester i lige fra første færd. Og lige så god han er til alt der omhandler at begge fødder ikke er plantet på jorden, om det så er hoppe, hænge, løbe, springe, køre eller hvad pokker han kan finde på, lige så svært har han ved ting der skal ske stillesiddende. Jeg behøver vel ikke skrive at dette fænomen sjovt nok ikke gør sig gældende, hvis der er placeret en eller anden form for skærm foran ham.

Det er derimod mere end almindeligt svært, at få ham til at sidde ned længe nok til at han opdager, hvilke fag i skolen han rent faktisk godt kunne blive rigtig dygtig til. Og jeg kan altså godt forstå at det kan være svært at gå i skole, når ALLE fag er kedelige og svære, og man føler man ikke er god til nogen af dem.  Jeg hørte en gang skolen beskrevet som et fuldtidsjob man ikke selv havde valgt, eller kunne lide, men som man var tvunget til at have i 10 år. Vel at mærke uden mulighed for at sige op eller blive fyret!

Jeg må indrømme at det gør helt utroligt ondt i mit moderhjerte at det er så svært for ham. Og ikke mindst at jeg ikke bare med et trylleslag kan hjælpe ham, og gøre det hele nemt. At vi hver gang han har lektier for skal igennem 20 -30 min. diskussion, der ikke sjældent ender i tudetur for os begge to, for herefter at kramme og så endelig komme i gang. Og en ting er nu, hvor jeg trods alt stadig kan hjælpe ham, men hans største udfordring er at tro på sig selv, og dermed få læst opgaverne ordenligt igennem og finde ud af hvad de egentlig går ud på. Han giver simpelthen op på forhånd.

Vi har prøvet mange forskellige ting, og en af de ting der har virket ret godt, er at det ikke er os forældre der laver lektier med ham. Vi har derfor af flere omgange haft fundet en lektiehjælper. Noah fungerer super godt når nogen interesserer sig for ham, og han føler sig hørt og forstået. Vi har af to omgange været rigtig heldige at finde nogen der har kunne give ham det. Og vi tager chancen igen, for som sagt er det jo bare ikke en mulighed at lægge en opsigelse hos chefen!

Jeg overvejer dog lidt om vi har mulighed for at spytte lidt ekstra i kassen denne gang, og få en med lidt mere erfaring. Sådan at det ikke bare er lektierne til i morgen der bliver fixet, men at der er en større chance for at Noah lærer hvordan han angriber opgaverne fremadrettet. Vi har  både prøvet at booke timer hos mentorDK, samt at finde en privat. Begge dele har fungeret ret godt, men jeg hælder til løsningen hvor vi selv finder en kandidat. Det helt perfekte scenarie ville jo være en med lærerfaring, og en god pædagogik, der kan hjælpe med andet end bare at løse opgaven han har svært ved lige her og nu. Samtidig har alderen noget at sige, for jeg kan mærke at det helst skal være en der er en smule yngre, end han forestiller sig en lærer være. Så er det ligesom lidt mere spændende for ham. Jeg har kig på et par kandidater inde på jobbi.dk, håber de svarer tilbage så jeg kan møde dem. Jeg har brugt jobbi før, både når jeg har skulle finde lektiehjælp, men også da jeg skulle finde en barnepige til Loui. Siden sørger bare for den første kontakt, og så aftaler man selv samarbejdet derefter. Der findes helt sikkert mange andre af den slags sider, men jeg har været så heldig at vi har ramt plet flere gange derinde, so if it works don’t fix it 🙂

Nu vil jeg på den note gå ind og lave 2 siders matematik med min pre-teen (3 dage endnu), og krydse fingre for at det går lige så godt som det faktisk gjorde i går <3

//Pia

Følg os her: