Vi gjorde os faktisk helt vildt mange tanker omkring det, inden vi valgte at sætte gang i projekt baby. Først havde vi besluttet os for, som de fleste andre, at vente med børn, til vi begge var færdige med vores uddannelser. Egentlig mest på grund af økonomien når man er studerende. Alle ved, at en baby koster penge og penge er ikke dem man har flest af, når man er studerende. Men efterhånden som vi havde mere og mere lyst til at få barn og vi undersøgte vores muligheder, opdagede vi faktisk mange goder ved at blive forældre under uddannelse. Og fordi vi begge er studerende, var der nogle tillæg vi kunne ansøge om. Jeg brugte ikke mine almindelige SU-klip under barsel, da man får tildelt 12 ekstra SU-klip. Derudover havde Zilas faktisk også et halvt års ekstra SU, som han kunne vælge at bruge på barsel. Man kan endda få et tilskud til institutionspladsen, hvis man har en lav indkomst. I vores tilfælde var der rigtig meget at spare.

Vi fandt altså ud af, at økonomien måske egentlig godt kunne bære det. Og en fordel ved at være studerende er jo helt klart, at man er noget mere fleksibel i sin hverdag end med et fuldtidsjob med faste arbejdstider. Jeg så også en fordel i, at have fået de to børn vi ønsker os, når jeg engang var færdig med min kandidat og skulle til at have et job.

Så alt tydede jo på, at det var den rigtige beslutning at få Malte på det her tidspunkt. Zilas fortsatte sin bachelor og jeg havde et års barsel og kunne så tage mit sidste år på bacheloren. Det har dog vist sig alligevel ikke at være helt så ligetil og fleksibelt, som vi havde håbet på.

Vi kunne som før nævnt ikke få tilbudt en vuggestueplads til Malte da vi havde behov for det i september, da ventelisterne er helt urimeligt lange. Vi måtte derfor hjemmepasse ham i knap et halvt år efter min barsel, sideløbende med, at vi begge skrev vores bachelor i efteråret. Det var meget presset, men vi klarede os igennem og fik faktisk også et ret fint resultat begge to. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi selv kunne tilrettelægge vores tid og læse på skift. Jeg frygtede dog hvordan næste semester skulle gå, hvor vi begge skulle have tilvalgsfag og skemalagte dage og nu hvor semestret har været igang i snart to måneder, kan jeg se, at det var med god grund. Jeg har tre tilvalgsfag som jeg dårligt ved hvad handler om, jeg har ikke fået læst endnu eller været til undervisning. Faktisk ved jeg ikke engang hvordan jeg skal komme igennem det her semester.

Vi fik tilbudt en garantiplads til Malte med indkøring start februar, hvor vores semestre startede. Han nåede at være afsted én dag, før han var syg en hel uge. Derefter nåede han afsted i to dage, og var syg igen i en uge. Så fik vi tilbudt en plads i den vuggestue der var vores førsteprioritet med start 15 marts som vi var nødt til at vente på og efter at have været afsted i to dage, har han nu været syg en uge igen. Og det er hvad man kan forvente ved vuggestuestart. Børnene smitter hinanden på kryds og tværs og det er ikke ualmindeligt, at de er meget syge den første tid. Problemet er bare, at vi har to studier at passe samtidig. Og det er der simpelthen hverken tid eller overskud til. Nogle af vores fag har haft regler om mødepligt, nogle af fagene har ugeopgaver der skal afleveres og eksamensformen i to af mine fag inkluderer at man møder op bestemte dage til gruppearbejde i forbindelse med dataindsamling. Og det gør reeksamen, for at det ikke skal være løgn, også.

Tiden lige nu er derfor fyldt med en hel del spekulationer og frustrationer. Førsteprioritet er at få kørt Malte ordentligt ind i vuggestuen og på trods af to studier, skal det gøres i hans eget tempo. Det går vi ikke på kompromis med. Der er trods alt ikke en arbejdsgiver som kan fyre os, så vi kan forhåbentlig finde en løsning og få samlet det hele op, når han er startet ordentligt i vuggestuen og vi har tiden til, at sætte os ned og tænke to sammenhængende tanker. Og hvis ikke, så må vi tage den derfra.

Det er vildt frustrerende, at det skal være så svært at kombinere, for det havde det højst sandsynligt ikke været, hvis vi havde haft en vuggestueplads noget før. Vi kender flere, som har fået det til at fungere. Vi har desværre bare været enormt uheldige på det punkt. Drømmen har hele tiden været at fortsætte direkte på kandidaten til efteråret, men det er desværre ikke muligt i den situation vi står i. Nu er målet først og fremmest at få bacheloren gjort færdig og så må tingene tage den tid det tager. Alt skal jo nok løse sig i sidste ende, selvom det nogengange ikke helt føles sådan når man står i det. Det vigtigste er, at vi ikke knækker sammen undervejs. Nok er mit studie vigtigt, men ikke vigtigere end mine to drenge <3

//Helle

De sidste to år har jeg virkelig arbejdet på ikke at sammenligne mig selv med andre. Det sidste halvandet år af min bachelor havde jeg det virkelig ikke godt. Jeg sammenlignede konstant mig selv med mine studiekammerater. Jeg følte aldrig at jeg fik høje nok karakterer og jeg havde det bare generelt virkelig skidt. Jeg var helt vildt presset og min angst blussede meget op. Det er altid værst i eksamensperioder, men der går ikke en dag uden at jeg banker mig selv i hovedet over et eller andet jeg ikke synes jeg gør godt nok. Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt kan stoppe med at være hård ved mig selv, men i det mindste er jeg meget mere bevidst om hvornår jeg gør det nu. Forleden dag stod jeg og snakkede med en studieveninde efter en forelæsning. Vi snakkede ikke rigtig om noget specielt, men emner som job, lejlighed og fremtid var meget i spil. Jeg har jo ikke noget job lige nu, da Top-Toy (hvor jeg arbejdede) gik konkurs i starten af det nye år og jeg har egentlig prøvet at tage det ret afslappet med det, da jeg virkelig ikke har godt af at stresse for meget over lige præcis sådan noget. Jeg synes egentlig at det er gået meget godt det der med ikke at stresse (nok mest fordi jeg har 4 måneders opsigelse med løn). Men da jeg så stod og snakkede med min veninde så begyndte jeg ligepludselig at sammenligne. Vi snakkede om at der jo idag er mange virksomheder som gerne vil have at man har ca. 3 års erhvervserfaring når man er færdigudannet og om hvilke karakterer de ønsker man har og ligepludselig kunne jeg mærke den der meget velkendte hjertebanken og den uendelige tankestrøm af “du er ikke god nok”, “du har har ikke gode nok karakterer”, “der er sikkert ikke nogen der vil ansætte dig” osv. køre rundt i mit hoved. Jeg tog også ligepludselig mig selv i at ønske en høj stilling i en anerkendt virksomhed og et job hvor jeg skal arbejde langt over 37 timer om ugen og hvor der ikke er plads til ret meget andet end arbejde. Det er som sådan ikke fordi jeg synes at der er noget galt i at ønske det. Problemet er bare at det slet ikke er det jeg ønsker. Jeg begyndte simpelthen automatisk at ønske det og blive ked af at jeg ikke havde arbejdet hen imod det mens jeg stod der og snakkede og jeg glemte helt at der jo er en grund til at jeg ikke har arbejdet mig hen imod det. Da jeg gik fra skolen gik alt det her op for mig og jeg kunne næsten ikke lade være med at smågrine lidt af mig selv. For det er jo virkelig alt for dumt at jeg banker mig selv i hovedet over noget jeg ikke ønsker. Jeg ønsker mig et godt job, selvfølgelig gør jeg det, men jeg ønsker også at have tid til en familie, min familie! Og det er jeg ikke villig til at gå på kompromis med. Jeg elsker at have fri, jeg elsker at bruge tid sammen med de mennesker jeg kender og det kommer altid til at have første prioritet for mig og det er helt okay. Det er også okay at ønske et job hvor man skal arbejde meget og det er helt okay ikke at ønske familie og børn så længe man lytter til sig selv og ikke til hvad alle andre vil.

Nogen gange synes jeg det er lidt svært at gå på CBS. Det er kutyme på CBS at man jagter de høje stillinger, at man er meget ambitiøs og at man prioriterer arbejde meget højt (det er i hvertfald min observering). Og selv om jeg ser mig selv som et ambitiøst menneske og en person der virkelig knokler for det hun gerne vil opnå så er jeg nok bare ikke den typiske CBS’er og det synes jeg godt kan være lidt svært engang imellem når man gebærder sig i det miljø. I sidste ende, skal jeg nok egentlig bare blive bedre til at huske på mine egne værdier og drømme og stoppe med at gå efter andres.

//Anne-Mette

Jeg har endelig fået karakter for min sidste eksamen på 1 semester og hvis jeg skal være ærlig fik jeg ikke helt den karakter jeg havde håbet på. Jeg er bestået hvilket selvfølgelig er det vigtigste, men jeg kan alligevel ikke lade være med at være en smule skuffet. En af mine studieveninder er dumpet og skal derfor op til en mundtlig prøve her sidst i februar og selv om jeg selvfølgelig er virkelig glad og lettet over at jeg ikke skal til reeksamen og endda en mundtlig reeksamen som jeg virkelig har det svært med, så kan jeg alligevel ikke lade være med at være skuffet. Jeg prøver virkelig at lade være med at tænke for meget over karakterer og jeg prøver virkelig ikke at sammenligne mig selv med andre, men jeg synes virkelig det er svært! Især når jeg har knoklet rigtig meget og ikke føler at jeg har fået noget ud af det. Jeg har haft to eksamener på det her semester og jeg har fået samme karakter i begge. Den første karakter jeg fik var jeg tilfreds med, da jeg ikke havde været til mange forelæsninger og nærmest ikke havde åbnet en bog hele semesteret i det fag. Men den her eksamen har jeg faktisk knoklet for og derfor havde jeg nok også forventet en god karakter. Hver gang jeg får en ?dårlig? karakter strejfer tanken ?hvor er du utilstrækkelig? mig. Jeg prøver hurtigt at pakke den tanke væk og fokusere på, at nu er jeg endnu et skridt tættere på min kandidat og derfor endnu et skridt tættere på at være færdig med uddannelses ræset. Nogle gange virker det og andre gange gør det ikke. Og på de dage som idag hvor jeg er lidt skuffet har jeg lige brug for lidt ekstra kys og kram fra min kæreste som altid tror på mig og fortæller mig hvor dygtig han synes jeg er ❤

//Anne-Mette

Hold nu på jeg synes det er hårdt at hive mig selv op når det kommer til det at søge arbejde. Jeg mistede jo som sagt mit job i december måned, da Top-Toy gik konkurs og jeg skal derfor nu til, at søge job igen. Jeg havde kun arbejdet som studiemedarbejder i et par måneder og det er derfor ikke længe siden jeg sidst gik igennem processen med at søge arbejde, gå til jobsamtaler og starte noget nyt op. Det er også derfor jeg har svært ved rigtigt at komme igang med søgningen nu. Fordi jeg lige havde glædet mig til at starte på mit andet semester på min kandidat og primært fokusere på skolen nu hvor det nye arbejdet lige var blevet “hverdag”.

Derudover er der hele processen med at skulle til jobsamtale og lære nye folk at kende igen. Lige nu er der ikke rigtigt noget fast i min hverdag. Jeg starter på en ny profil på mit andet semester på kandidaten så jeg skal finde nye mennesker at arbejde sammen med og samtidig skal jeg finde et nyt job, starte det op og bruge tid på at lære nye kollegaer at kende. For nogen ville det nok være spændende, men for mig personligt er det meget at skulle forholde sig til på samme tid. Jeg har ladet mig fortælle at de fleste virksomheder ønsker, at man har 3 års erhvervserfarring når man er færdig. Derfor har jeg ikke rigtig tid til ikke at have et job, da jeg ikke har lang tid tilbage af min uddannelse og jeg derfor skal nå at have noget erfarring inden da. Derudover er det også nødvendigt for mig økonomisk da min SU ikke er nok til at dække mine udgifter. Jeg bliver nok nød til bare at lade være med at tænke så meget over det, og så bare gøre det, men hold nu op hvor jeg bare ikke gider!

//Anne-Mette

Malte startede i vuggestue i mandags og planen var, at de næste to uger skulle bruges på, at give ham en forhåbentlig god og langsom indkøring. Vores studier er allerede igang igen, men da min mand har mødepligt i sine fag (troede ellers det var universitetet vi gik på..), er det mig der står for indkøringen – og jeg kommer derfor en smule bagud fra start. Mandag morgen begynder Malte at hoste og vi når derfor kun at være i vuggestue mandag, da han efterfølgende bliver noget mere sløj i betrækket og også får feber. Såe. Nu er vuggestuestart sat på standby, indtil feberen finder sin vej ud af hans lille krop.

Jeg ber til, at den gør det snart, for som sagt er jeg allerede bagud – og lige nu tyder alt lidt på, at jeg kan lægge en uge mere til. Det føles lidt som skruen uden ende det her med at skulle balancere hjemmepasning og studie samtidig. Nu havde vi set frem til, både på Maltes vegne og vores egne, at han skulle starte i vuggestue, så der forhåbentlig kunne komme lidt ro på. Vi har været hjemme hele januar, uden at så meget som en forkølelse har ramt ham. Og netop den dag han skal starte, så bliver han syg. Det er mega frustrerende når ens energidepot i forvejen har ramt minus og det bliver efterhånden sværere og sværere at holde hovedet oven vande. Men det gør vi selvfølgelig – for det skal vi. Og det skal nok blive godt på den anden side.

Vigtigst af alt er selvfølgelig, at Malte får en stille og rolig indkørsel i sit helt eget tempo og at han bliver frisk og rask igen, så må studiet komme bagefter. Vi har efterhånden affundet os med tanken om, at gennemføre med røven i vandskorpen – det kan nok ikke være så meget anderledes.

Så ja, herhjemme drikker vi lidt ekstra koffein (kun de voksne..), putter til tegnefilm, lader rod og vasketøj flyde, krammer lidt ekstra og prøver at få det bedste ud af situationen. Prøver 🤞🏼

God onsdag til jer 🙂

//Helle