Så ta’ mig dog sammen…

Jeg er fan af januar!

Nu prøver jeg lige en helt ny approach, som man ikke hører mange andre steder: jeg er fan af januar!

Først og fremmest har vi fri fra uni, efter et mega travlt efterår med 2 x bachelor og en etårig tornado i hjemmet. Det er en befrielse kun at skulle være på som forældre og ikke også som studerende. Derudover har jeg formået at få 10 for mit bachelorprojekt, hvilket er mere end jeg overhovedet turde håbe på. Har nærmest lavet det projekt i en tåge af træthed og størstedelen af tiden med manglende fokus. Og så fik vi i tirsdags den længeventede besked fra pladsanvisningen om, at vi endelig, efter flere måneders venten, har fået en vuggestueplads til Malte med opstart 4/2. Det redder fuldstændig vores situation, da vi starter nyt semester op netop den uge, og vi nu ikke behøver have endnu et vanvidssemester, hvor vi skal forsøge at balancere fuldtidsstudie og hjemmepasning.

Det er en garantiplads, da der stadig ikke er plads i den vuggestue som vi har søgt om. Men vi er bare så glade for, at vores dagligdag nu vil blive lettere og mere overskuelig. Vi vil have tid til at læse og kunne koncentrere os om at være på uni. Vi vil have tid til, at få en lille smule tid for os selv og koble lidt af, velvidende at vores dreng trives og aktiveres – tror han vil have så godt af at få nogle små legekammerater <3

Alt bliver godt. Men det er dog ikke uden en klump i halsen. Det er meget ambivalent, for det betyder også, at det nu er tid til, at jeg for første gang skal træde lidt tilbage og overlade ansvaret til fremmede. Jeg føler, at jeg nu skal til at give lidt slip og lade ham stå på egne ben. Sine egne bitte små ben. Og det er jeg helt sikker på, at han nok skal klare rigtig fint, for han er en dreng med krudt i måsen og en masse gåpåmod og tillid til verden og menneskene omkring sig. Det skal hans mor bare lige huske sig selv på, når hun har svært ved at slippe kontrollen. Og så har vi jo den fordel fordi vi er studerende, at vi stadig kan give ham lidt korte dage og en fridag indimellem, når vi føler for det.

Jeg er så taknemmelig for de 14 måneder vi har haft med ham herhjemme, hvor vi begge har haft mulighed for at kunne opleve alle hans milepæle og se hans udvikling helt tæt på. Det ville jeg ikke bytte for noget, selvom det har været hårdt at balancere det hele.

Vores store dreng der nu både kan gå og snart er vuggestuebarn.
For fanden altså <3

 

 

//Helle

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så ta’ mig dog sammen…