Utålmodighed

En vrissende jahat

Nogle dage kan jeg virkelig ikke kende mig selv. Alt omkring mig er en tåge og jeg føler ikke, at jeg er tilstede mentalt i det jeg foretager mig. Jeg prøver bare at komme igennem dagen og lade være med at se for langt frem. Hele dagen kan føles som et langt marathon og ligegyldigt hvor hurtigt eller hvor langt jeg løber, kan jeg ikke se målstregen. Den forsvinder nærmest bare længere og længere væk. Jo længere jeg har løbet, jo mere forpustet og opgivende bliver jeg. Når jeg endelig rammer målstregen kan jeg ånde lettet op, men kroppen og hovedet når ikke at få meget hvile, før næste marathon begynder.

Det er hårdt sat op og synderen i alt det her, er simpelthen mangel på søvn. Som har stået på i over et år efterhånden. Det er meget normalt når man har en baby, men jeg forstår simpelthen ikke, hvordan kroppen og hovedet kan blive ved at fungere. Men det gør det jo så også kun delvist, for nok står jeg op og tager mig af mit barn, men som ovenstående er et bevis på, er jeg ikke helt mig selv.

Mange dage er jeg min værste skyggeside. Jeg er nemlig ikke kun træt. Jeg er snerrende, opgivende, ked af det og frustreret. Jeg føler ikke jeg kan se klart. Jeg glemmer småting, jeg roder rundt i ting der bliver sagt, eller ting jeg selv siger. Og hver eneste lille opgave, føles fuldstændig uoverkommelig. Nogle gange lykkes det mig at gøre det alligevel og slå hovedet fra. Andre dage vil min krop og mit hovede simpelthen ikke makke ret. Sådan en dag har jeg idag og det føles ganske forfærdeligt. Især fordi man jo ikke bare kan lægge sig under dynen og have ondt af sig selv indtil dagen bliver afløst af natten. Og selv om natten er der brug for en. Et lille menneske som er afhængig af en.

Jeg har den dybeste respekt for de forældre, som er alene om deres børn. Og for de forældre, som kan bevare overskuddet, det gode humør og se glasset halvt fuldt. Hvordan er man et større menneske, på trods? Jeg øøøver mig i, at folde den der jahat, men nogle dage lykkes det mig slet ikke. Og det virker som om, at ligegyldigt hvor stor min jahat så er på de dumme dage, så har den nedadgående mundvige. Og den vrisser og skælder ud. Også på mine yndlingsmennesker, som slet ikke fortjener det.

 

//Helle

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Utålmodighed