Det er bare en fase

Siden jeg blev mor for snart 14 måneder siden, har der været mange udviklingsfaser, der har udfordret mig. Det er nok noget af det man hører allermest som nybagte forældre. At alt bare er en fase. Det er dog en lidt ringe trøst, for man ved aldrig rigtig hvor længe denne “fase” varer. Og noget andet jeg har erfaret er, at den ene fase blot afløser den næste.

Så ja. Der har, naturligvis, været mange faser vi har skulle igennem. Dem der har trykket mest har været opstart af mad og søvnen – eller manglen på samme. Noget som fylder hos rigtig mange småbørnsforældre. Og mad og søvn er så essentielt, at det fylder alt imens det står på. Det gjorde det i hvert fald hos os. Så må man lige huske sig selv på, at intet er for bestandigt og at det er de færreste børn der hverken spiser eller sover når de vokser op 😉 det skal nok gå det hele.

Det lader dog til at vi er kommet ud på den anden side hvad dét angår – søvnen som noget ganske nyt og jeg tør stadig ikke helt sige det højt, i frygt for at jinxe noget. Men som sagt, er der nu nogle andre udfordringer vi kæmper med. Dog slet ikke i samme liga  som ovenstående – men stadig noget, der sætter min tålmodighed lidt på prøve.

Vores søn er meget nysgerrig på alt omkring sig og han går derfor både i skuffer, skabe, ledninger og putter alt i munden. Og det kan godt være lidt en udfordring, at holde ham væk fra alt det dagligt. Vi fandt dog en løsning med børnesikringer og kroge på dørene, så han selv kunne nulre rundt, uden at vi behøvede at være ovre ham konstant.

Klip til at han i starten af januar begyndte at gå og nu som noget helt nyt, kravler op på alt. Som i tvmøbel, sofabord, sofapuf og videre op i vindueskarmen. Vi kan fjerne meget af det han kan stå på, men vi kan af gode grunde ikke fjerne de møbler vi bruger dagligt. Ja vi siger nej til ham hele tiden. Ja vi tager ham ned så snart han kravler op. Men det ændrer jo ikke på, at han bliver ved, fordi han lige nu synes det er det sjoveste i verden. Så nu er vi slået fuldstændig tilbage igen og efter jeg har sagt nej og taget ham ned fra tvmøblet for tiende gang inden for 5 minutter trækker jeg vejret dybt og husker mig selv på det hellige mantra. Det er bare en fase.

Iøvrigt kan jeg være sikker på, at han nok skal skrige så min trommehinde vibrerer, når jeg så modsætter mig hans ønske om at kravle op. For det er nemlig også det nye. Der skriges både af glæde og af frustration og vrede flere gange om dagen. Det er sgu godt han er sød! Måske vi skulle teste hvem der kan skrige højest herhjemme 😉

 

//Helle