Noget om mødregruppe

Lidt om manglende ambitioner og skam

Jeg føler, at der er en del skam forbundet med ikke at vide, hvad man vil, eller ikke at have store nok ambitioner for, hvad man vil med sit liv. Man skal tage stilling til det meget tidligt i livet og på den måde bliver der tidligt skabt forventninger om, at man bør vide hvad man vil – og det er også et samtaleemne, som de fleste flittigt tager hul på, hvis der ikke lige er andet at tale om. Måske fordi det er et emne, som de fleste kan relatere til og har en holdning om. Og det er da sikkert også fedt at tale om, hvis man ved hvad man vil. Ikke nær så fedt, hvis man ikke ved det.

Mine forældre har altid gjort meget ud af, at fortælle os, at det er vigtigt med en uddannelse. Hvilken uddannelse vi valgte, kom sig ikke så nøje, så længe vi var igang. Og hvis vi fortrød undervejs var det også okay, men så måtte vi lige gøre det færdigt, vi var igang med.

De første ni år i folkeren kører jo bare derudaf – der er rammerne ligesom sat, uden du behøver tage stilling til, hvad du skal eller vil. Pludselig bliver du bedt om, at tage stilling til, hvad du gerne vil herefter. Som træt, ugidelig og umoden teenager, bør du tage stilling til, hvilken uddannelse du ønsker. En uddannelse, som vil få betydning for dit senere arbejdsliv og altså størstedelen af dit voksenliv. Jeg følte virkelig, at jeg skulle tage et altafgørende valg, som jeg på ingen måde var i stand til, på det tidspunkt. Så jeg valgte 10. klasse. For jeg skulle i hvert fald ikke i gymnasiet – det var jo for de målrettede. Dem som vidste hvad de ville. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg bare udskød processen, for året efter, blev jeg bedt om, at tage stilling igen. Jeg skulle i min eksamensopgave, skrive om to uddannelser som jeg gerne ville ind på. Problemet var bare, at der ikke var to uddannelser jeg ville ind på. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg ville.

Min daværende veninde ville søge ind på Cph West som kosmetiker og da jeg ikke havde et bedre bud selv, fulgte jeg efter. Jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var mig, men med mine forældres ord i baghovedet, afsluttede jeg grundforløbet, inden jeg valgte at tage en HG. Den var vist nok rimelig almen – den måtte jeg da kunne bruge til noget. Og rigtigt nok – jeg fik mig en administrativ kontoruddannelse hos DONG Energy hvor jeg blev udlært i 2011. Men selvom jeg nu havde taget et valg, blev jeg stadig mødt af en masse skam og nedladende holdninger. Folk mente jeg havde taget det nemme valg. Den lette uddannelse. Og selvom det muligvis blev sagt med et glimt i øjet, så stak det dybere. Det blev ved med at nage mig – følelsen af, ikke at være god nok. Ikke at have fundet sin hylde. Jeg kom ud med et flot eksamensbevis fra HG, men kunne ikke være oprigtig stolt, fordi folks ord havde sat sig som en overbevisning hos mig. Jeg fik jo kun de karakterer, fordi det var en så let uddannelse. Efter min elevtid i DONG Energy, fik jeg et barselsvikariat. Og efter et års tid, begyndte jeg at kede mig. Jeg blev simpelthen ikke udfordret nok i min stilling – jeg følte jeg havde mere i mig og at jeg skulle noget mere. Men jeg vidste stadig ikke hvad – og så startede møllen ellers forfra. Hvad skulle jeg så? Jeg kæmpede stadig med en følelse af, at have sprunget over hvor gærdet var lavest og havde et sultent behov for, at bevise overfor mig selv og andre, at jeg var fagligt dygtig og at jeg også var i stand til, at tage en “rigtig” uddannelse. En gymnasial uddannelse.

Jeg var 24 år. Færdigudlært, med et fuldtidsjob og en stabil indkomst. Og så skete det, at jeg startede på KVUC, for at tage en HF. Det var to hårde år, hvor jeg kæmpede en kamp for at leve op til mine egne forventninger. Jeg pressede mig selv for at opnå gode karakterer og et godt gennemsnit, for at jeg kunne komme ind på en “velanset” uddannelse. Universitetet. Det måtte klart være det ultimative. Hvis jeg opnåede det, så måtte folk da kunne se, at jeg var dygtig. Så var jeg “en af dem” med ambitioner. En af dem, med en plan for fremtiden. Jeg følte at folk så anderledes på mig nu, fordi jeg havde valgt noget der på papiret var svært at gennemføre og noget der var imponerende. Jeg fik det gennemsnit jeg gik målrettet efter og det var en lettelse at blive færdig. Nu har jeg gået på universitetet i tre år og bliver færdig med min bachelor i Film- og medievidenskab til sommer og jeg kan kun sige, at jeg på ingen måder er blevet et bedre menneske af det – og jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg vil. Jeg bliver stadig ofte spurgt om, hvad jeg vil bruge min uddannelse til, og hvilket job jeg ser mig selv i. Og selvom det stadig til tider er trættende at blive konfronteret med, har jeg nu en større ro i maven over, at jeg ikke har et svar, – fordi jeg ved, at det er helt okay.

Jeg havde noget jeg skulle bevise overfor mig selv, fordi jeg havde fået overbevist mig selv om, at jeg var mindre værd, hvis jeg ikke havde den her imponerende uddannelse bag mig – men det vigtigste som universitetet har lært mig er, at det er okay, at springe over hvor gærdet er lavest. Det er okay, ikke at få de højeste karakterer og være super ambitiøs og engageret. Det er ikke en videnskab at gå på universitetet, det er, også, ganske kedeligt og almindeligt, ligesom alle andre uddannelser og det er ikke kun for de målrettede og ambitiøse. Det eneste vigtige er, at vælge noget, som gør en glad. Og så skal man nok tids nok finde ud af, hvad man vil bruge det til – det behøver ikke forhastes.

//Helle

2 kommentarer

  • Uhh, sådan et sårbare emne. Jeg kender en del som har det præcise på sammen måde..

    Jeg ved at jeg selv er en af dem, fordi jeg vil ærligt inddrømme at det var en af grunden til at jeg også tog en videregående uddannelse, fordi jeg lidt følte at jeg skulle “imponere” folk, eller overbevise folk om at jeg også er en af dem med ambitioner og jeg ikke bare har ladet mig “nøjs” med en uddannelse. Så kender helt klart til den følelse som du snakker om.

    Hvor er det fedt at du er åbent om sådan et emne som mange ikke tør at snakke om Fantastisk blog, du og dine søskende har.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hornbech

      Hej Lumiere! Ej hvor dejligt at høre fra dig – og tusind tak for din søde kommentar. Ja det er ret sårbart at dele – og måske også lidt tabubelagt. Men derfor også vigtigt – for som du selv siger, vi er jo mange i samme båd, men man føler sig ret alene om det i situationen. Nu er jeg på den anden side – derfor føler jeg mig også klar til at tale åbent om det 🙂 igen, tusind tak for din besked <3 håber, at du har det godt!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Noget om mødregruppe