Elsker, elsker ikke - Valentines dag

Når det er lidt udfordrende at være mor

Det er ikke meget jeg får skrevet herinde for tiden, men overskuddet har simpelthen ikke været til det. Jeg har flere gange været tæt på, men lukket skærmen i igen, fordi jeg ikke rigtig har kunne samle tankerne eller finde ordene. Februar har lagt ud med at være en hård nyser og de sidste to uger, har godt nok sat sine spor. Som jeg skrev sidst, så nåede jeg i vuggestue med Malte én dag før influenza-epidemien fik sit tag på ham og han var lagt ned hele sidste uge, bogstavelig talt. Jeg har aldrig set ham så dårlig før. Han har ikke nemt ved at få feber og det har vi faktisk været rimelig forskånet for – også på trods af vacciner. Så da feberen toppede med 40,2 lørdag eftermiddag var han fuldstændig baldret. Han lå og sov på mig størstedelen af tiden og hans feberøjne kørte rundt i det lille hoved så snart han var vågen. Lille mand <3

Vi sov selvfølgelig ikke skide meget den uge nogen af os, så vi gik ikke ind i denne uge med de bedste forudsætninger. Og bedst som at Malte begyndte at få det bedre, var det farmands tur i influenzagryden. Så man kan vist godt sige, at jeg har fået en lille smagsprøve på livet som enlig mor, da jeg har stået for Malte selv det meste af ugen, for at farmand hurtigst muligt kunne komme på benene igen. Det har bestemt ikke været nemt og igår ramlede det hele om hovedet på mig.

Jeg har igen i denne uge været igang med at køre Malte ind i vuggestuen og det er i sig selv en lidt hård følelsesmæssig affære for sådan en pyllermor som mig, har jeg måtte erkende. Jeg ved ikke om det er indkøringen, eller det, at han lige har ligget tæt med mig en hel uge som gør udfaldet, men igår var han helt ved siden af sig selv og helt vildt morsyg. Så morsyg, at jeg ikke engang kunne gå på toilettet uden at han stod ude på den anden side af døren og græd efter mig. Far plejer at være tilnærmelsesvis lige så god som mor, fordi vi jo begge har gået meget hjemme med ham, men efter de her par uger, er det åbenbart kun mor der dur. Og hvis jeg ikke var drænet nok i forvejen, så er jeg det i hvert fald nu. Ikke nok med at det kun er mig der dur og han helst bare vil hænge på armen (han vejer altså over 12 kg!), så har han de vildeste humørsvingninger og prøver grænser af konstant for tiden. Han kravler op på alt han ikke må, han går i skraldespanden, han græder og vrider sig når han skal skiftes eller have tøj på, han tager fat i ting han ikke må og kaster sig på gulvet grædende når man tager det fra ham.

Igår gik jeg i seng kl. 21 for at få et par effektive timers søvn, da vi også stadig kæmper med nattesøvnen og jeg bestemt ikke bliver et bedre menneske, når jeg er i total søvnmangel. I øjeblikket vågner han typisk kl. 3 hver nat og er vågen et par timer, før jeg kan få ro på ham igen. Det balancerer ikke skide godt med vuggestuestart, hvor han helst skal være nogenlunde frisk og ikke kan sove formiddagslur. Igår måtte jeg simpelthen holde ham hjemme, fordi han som sagt var helt ved siden af sig selv.

Men på trods af at vi også har været vågne i nat, så var han trods alt mere glad og frisk imorges – og det samme var jeg. Så idag er han i vuggestue og skal for første gang spise med til frokost. Jeg skal hente ham her 11.20 og glæder mig helt vildt til at se ham og høre hvordan det er gået. Nu krydser jeg fingre for, at farmand også snart er rask, så alt ikke er nær så presset.

Jeg beklager den lange klagesang, jeg lover at jeg nok snart skal skrive noget lidt mere opløftende, men lige nu er mor-livet bare lidt udfordrende og det er det der fylder hos mig. Forhåbentlig bliver det hele snart lidt nemmere.

God weekend!

//Helle

 

Følg os her 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Elsker, elsker ikke - Valentines dag