Når de få veninder man har, er de helt rigtige

At sammenligne sig selv med andre

De sidste to år har jeg virkelig arbejdet på ikke at sammenligne mig selv med andre. Det sidste halvandet år af min bachelor havde jeg det virkelig ikke godt. Jeg sammenlignede konstant mig selv med mine studiekammerater. Jeg følte aldrig at jeg fik høje nok karakterer og jeg havde det bare generelt virkelig skidt. Jeg var helt vildt presset og min angst blussede meget op. Det er altid værst i eksamensperioder, men der går ikke en dag uden at jeg banker mig selv i hovedet over et eller andet jeg ikke synes jeg gør godt nok. Jeg ved ikke om jeg nogensinde helt kan stoppe med at være hård ved mig selv, men i det mindste er jeg meget mere bevidst om hvornår jeg gør det nu. Forleden dag stod jeg og snakkede med en studieveninde efter en forelæsning. Vi snakkede ikke rigtig om noget specielt, men emner som job, lejlighed og fremtid var meget i spil. Jeg har jo ikke noget job lige nu, da Top-Toy (hvor jeg arbejdede) gik konkurs i starten af det nye år og jeg har egentlig prøvet at tage det ret afslappet med det, da jeg virkelig ikke har godt af at stresse for meget over lige præcis sådan noget. Jeg synes egentlig at det er gået meget godt det der med ikke at stresse (nok mest fordi jeg har 4 måneders opsigelse med løn). Men da jeg så stod og snakkede med min veninde så begyndte jeg ligepludselig at sammenligne. Vi snakkede om at der jo idag er mange virksomheder som gerne vil have at man har ca. 3 års erhvervserfaring når man er færdigudannet og om hvilke karakterer de ønsker man har og ligepludselig kunne jeg mærke den der meget velkendte hjertebanken og den uendelige tankestrøm af “du er ikke god nok”, “du har har ikke gode nok karakterer”, “der er sikkert ikke nogen der vil ansætte dig” osv. køre rundt i mit hoved. Jeg tog også ligepludselig mig selv i at ønske en høj stilling i en anerkendt virksomhed og et job hvor jeg skal arbejde langt over 37 timer om ugen og hvor der ikke er plads til ret meget andet end arbejde. Det er som sådan ikke fordi jeg synes at der er noget galt i at ønske det. Problemet er bare at det slet ikke er det jeg ønsker. Jeg begyndte simpelthen automatisk at ønske det og blive ked af at jeg ikke havde arbejdet hen imod det mens jeg stod der og snakkede og jeg glemte helt at der jo er en grund til at jeg ikke har arbejdet mig hen imod det. Da jeg gik fra skolen gik alt det her op for mig og jeg kunne næsten ikke lade være med at smågrine lidt af mig selv. For det er jo virkelig alt for dumt at jeg banker mig selv i hovedet over noget jeg ikke ønsker. Jeg ønsker mig et godt job, selvfølgelig gør jeg det, men jeg ønsker også at have tid til en familie, min familie! Og det er jeg ikke villig til at gå på kompromis med. Jeg elsker at have fri, jeg elsker at bruge tid sammen med de mennesker jeg kender og det kommer altid til at have første prioritet for mig og det er helt okay. Det er også okay at ønske et job hvor man skal arbejde meget og det er helt okay ikke at ønske familie og børn så længe man lytter til sig selv og ikke til hvad alle andre vil.

Nogen gange synes jeg det er lidt svært at gå på CBS. Det er kutyme på CBS at man jagter de høje stillinger, at man er meget ambitiøs og at man prioriterer arbejde meget højt (det er i hvertfald min observering). Og selv om jeg ser mig selv som et ambitiøst menneske og en person der virkelig knokler for det hun gerne vil opnå så er jeg nok bare ikke den typiske CBS’er og det synes jeg godt kan være lidt svært engang imellem når man gebærder sig i det miljø. I sidste ende, skal jeg nok egentlig bare blive bedre til at huske på mine egne værdier og drømme og stoppe med at gå efter andres.

//Anne-Mette

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når de få veninder man har, er de helt rigtige