Da vi sluttede part 1 lovede vi vist en Venedig version. Så here goes, short version… short fordi vi kom til at drikke/hygge os så meget at vi glemte at notere os hvad de virkelig fantastiske små bar-perler egentlig hed – sorreyyyy.

Vi kom helskindet frem til Venezia Santa Lucia som stationen i Venedig så fint hedder.  På trods af en mindre brand i tog karosseriet og problemer med bremserne. Vi fik vores spritz samt Franciacorta og en masse fantastiske “Bacari” ( små Italienske tapas lignede lækkerier) Vi nød solen og det stille Venedig da mørket først sænkede sig og de fleste turister tog hjem. Vi fik vendt det meste og det mindste på bedste veninde vis og tog hjem med en masse gode billeder og minder fra det gemte Venedig.

Bassano del Grappa – hedder den skønne lille by ved floden, som vi valgte at tage ud til mandag morgen. Mandag morgen er også der hvor alt ånder fred og idyl. De fleste forretninger holder lukket frem til efter siesta, da søndag hele vinterhalvåret er alm. åbningsdag. Vi kunne derfor nyde byen blandt de lokale, alle var dog ikke helt klar på at servicere to dansk talende tosser på tur, på sådan en højt hellig mandag morgen. Det lykkedes dog at lokke to cappuccino ud af en meget ligeglad italiensk tjener og hans udsigt fejlede absolut ikke noget.

Den morgenfriske bartender har nemlig en lille bar der ligger lige ud til floden ved starten af Bassanos berømte bro “ ponte degli alpini” som rækker helt tilbage til 1500 tallet. Broen har en fantastisk udsigt opad floden med kik til bjerget Monte Grappa. Det er dog ikke udsigten jeg kommer for længere selvom den er et kæmpe plus, det er stemningen ved aperitivo tid i weekenden. Her mødes hele byen og omegn, ved den gamle bar i begyndelse af broen. Baren i sig selv er ikke noget at råbe hurra for, men stemningen når halvdelen af broen fyldes med weekend glade mennesker, er ubeskrivelig – det skal opleves og det skal gøres med en “ Mezzo e Mezzo” som byens bud på en Spritz.

Når man så har hygget med sin Mezzo e Mezzo  og suget alle de italienske indtryk til sig, kan man vende ryggen til baren og kigge op af den skrånene bakke hvor man straks ser 2 små barer. Bar nr 2 er det perfekte sted hvis man ønsker at spise byens bedste sandwich med en kold øl til.

Bassano var min første by-forelskelse i Italien og jeg kunne skrive i et væk om de smukke bygninger,  pladser og lækre små butikker men vil stoppe her. Byen skal opleves og gerne i forskellige øjeblikke. En stille mandag morgen som Pia og jeg. Lørdag til marked – når man ikke kan komme frem for mennesker og byen pulser med liv. Til en aftentur langs floden med yndlings manden eller kvinden og en tur langs floden med ungerne søndag eftermiddag. Bassano del Grappa kan det hele og i vil elske det.

//Pia & Christina

Follow my blog with Bloglovin

Jeg følger en fantastisk kvinde på youtube. Hendes navn er Ellen Fisher, hun bor på Maui med hendes mand og tre børn og de lever alle en vegansk livstil. Ellen laver de smukkeste videoer om hendes hverdag med hendes børn samt videoer om veganisme og miljø og bæredygtighed. For mig er hun en kæmpe inspiration. Jeg lever ikke selv vegansk og jeg er på ingen måde hellig når det kommer til bæredygtighed, men ved at følge med hos Ellen, har jeg fået øjnene op for mange små ting man kan ændre i hverdagen og jeg har lært utroligt meget igennem årene. Hun har en hjertevarm måde at videregive hendes budskab på og for mig er det vildt inspirerende.

Hun har mange fantastiske videoer og hvis man kunne tænke sig lidt inspiration eller hvis man er i humør til at lære mere om bæredygtighed, så synes jeg hun er et kig værd. Hendes seneste video er alt for sød og jeg tror simpelthen ikke der er nogen der kan lade være med at smile når de ser den. Så hvis du mangler lidt inspiration eller et smil på læben på en ellers meget grå mandag så synes jeg du skal tage et kig forbi enten hendes youtube kanal eller hendes Instagram. 

Anne-Mette

Jeg er taget til Italien! Jeg er taget herned for at besøge min veninde Christina som er den eneste jeg har kendt stort set lige så længe som min nærmeste familie. Vi er vokset op sammen, da vores 2 ejendomme delte gård, på indre Østerbro.
Hun er på godt og “ondt” den der kender mig bedst, og jeg håber det også går den anden vej. Selvom vi langt fra taler sammen hver dag, så er hun en af mine absolut ynglingsmennesker.

Nå men det var faktisk slet ikke det, det her lille skriv skulle handle om. Men nu hvor jeg er på besøg tænker jeg det kunne være hyggeligt at lave en lille guide over det området. Christina kender så utrolig mange fine, lokale perler som man ikke lige ville støde på hvis man var her som turist. Så hvis i er klar på en lille gæsteblogger så tænker jeg faktisk at hun skal få lov at skrive denne lille guide!

____________________________________________________________________________________________________________

Italien er et af de lande som jeg har været heldig at bosættte mig i, og det er vist sådan ca 12 år jeg har haft fornøjelsen af ekstrem god kaffe og vin. Jeg bor i det nordlige Italien i regionen veneto, hvor vi efter min beskeden mening har alt hvad Italien har at byde på. Et smut op i Alperne på snowboard eller til Venedig og være romantisk er blot smutture der nemt kan gøres på en dag.
Well, lad os lige tage den fra begyndelsen af, pia min aller ældste bedste veninde har fået en super dejlig vane, nemlig at besøge mig en gang om året. Den ene gang om året hvor Pia forkæler mig med sit selskab, sørger vi altid for at det er ren hygge og absolut no rush! Hvilket er lig med masser af hygge og altid en masse små ture rundt i mit hood.

Første stop blev denne gang Cittadella med håb om suveræn aperitivo, stemning og shopping.

Cittadella er en lille by i Provinsen Padova der oser af italiensk charme. Med sine små brostens beklædte gader og små indbyende  special butikker, kan man slet ikke lade være med at gå på opdagelse. Byen er omgivet af Europas eneste sammenhængende borgmur, hvor man kan gå hele vejen rundt om byen i 15 meters  højde. Mit første besøg var med hele familen, hvilket indebar, datter på dengang 2 år samt mormor og morfar med stok . Hvilket uden tvivl var en fantastisk oplevelse, udsigt til dolimitterne og kik til små italienske byhaver var suverænt. Italiensk sikkerhed og autenstiske brosten resulterede derimod i en   2 årig der konstant klatrede op på bymur i 15 meters højde og  morfar der snublede med stok og hat. Spritz var klart et must efter den omgang! Bymuren er dog blevet bestiget mange gange siden og man kan ikke besøge Cittadella uden at havde set den oppefra.

Pia og jeg nåede ikke muren i denne omgang da vi havde endnu en 2 årige med på bytur. Vi fik dog både shoppet et par sko, en taske og et bælte med hjem, samt drukket den obligatoriske Spritz, og vi var der maks 2 timer, so all good!

Nu sidder vi i et tog på vej ind til Venedig, der har lige været nødstop med tilhørende røg og panik, men toget kører igen så vi satser på Spritz inden længe. Mere om den tur følger en af de nærmeste dage.

// Pia & Christina

Vi gjorde os faktisk helt vildt mange tanker omkring det, inden vi valgte at sætte gang i projekt baby. Først havde vi besluttet os for, som de fleste andre, at vente med børn, til vi begge var færdige med vores uddannelser. Egentlig mest på grund af økonomien når man er studerende. Alle ved, at en baby koster penge og penge er ikke dem man har flest af, når man er studerende. Men efterhånden som vi havde mere og mere lyst til at få barn og vi undersøgte vores muligheder, opdagede vi faktisk mange goder ved at blive forældre under uddannelse. Og fordi vi begge er studerende, var der nogle tillæg vi kunne ansøge om. Jeg brugte ikke mine almindelige SU-klip under barsel, da man får tildelt 12 ekstra SU-klip. Derudover havde Zilas faktisk også et halvt års ekstra SU, som han kunne vælge at bruge på barsel. Man kan endda få et tilskud til institutionspladsen, hvis man har en lav indkomst. I vores tilfælde var der rigtig meget at spare.

Vi fandt altså ud af, at økonomien måske egentlig godt kunne bære det. Og en fordel ved at være studerende er jo helt klart, at man er noget mere fleksibel i sin hverdag end med et fuldtidsjob med faste arbejdstider. Jeg så også en fordel i, at have fået de to børn vi ønsker os, når jeg engang var færdig med min kandidat og skulle til at have et job.

Så alt tydede jo på, at det var den rigtige beslutning at få Malte på det her tidspunkt. Zilas fortsatte sin bachelor og jeg havde et års barsel og kunne så tage mit sidste år på bacheloren. Det har dog vist sig alligevel ikke at være helt så ligetil og fleksibelt, som vi havde håbet på.

Vi kunne som før nævnt ikke få tilbudt en vuggestueplads til Malte da vi havde behov for det i september, da ventelisterne er helt urimeligt lange. Vi måtte derfor hjemmepasse ham i knap et halvt år efter min barsel, sideløbende med, at vi begge skrev vores bachelor i efteråret. Det var meget presset, men vi klarede os igennem og fik faktisk også et ret fint resultat begge to. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi selv kunne tilrettelægge vores tid og læse på skift. Jeg frygtede dog hvordan næste semester skulle gå, hvor vi begge skulle have tilvalgsfag og skemalagte dage og nu hvor semestret har været igang i snart to måneder, kan jeg se, at det var med god grund. Jeg har tre tilvalgsfag som jeg dårligt ved hvad handler om, jeg har ikke fået læst endnu eller været til undervisning. Faktisk ved jeg ikke engang hvordan jeg skal komme igennem det her semester.

Vi fik tilbudt en garantiplads til Malte med indkøring start februar, hvor vores semestre startede. Han nåede at være afsted én dag, før han var syg en hel uge. Derefter nåede han afsted i to dage, og var syg igen i en uge. Så fik vi tilbudt en plads i den vuggestue der var vores førsteprioritet med start 15 marts som vi var nødt til at vente på og efter at have været afsted i to dage, har han nu været syg en uge igen. Og det er hvad man kan forvente ved vuggestuestart. Børnene smitter hinanden på kryds og tværs og det er ikke ualmindeligt, at de er meget syge den første tid. Problemet er bare, at vi har to studier at passe samtidig. Og det er der simpelthen hverken tid eller overskud til. Nogle af vores fag har haft regler om mødepligt, nogle af fagene har ugeopgaver der skal afleveres og eksamensformen i to af mine fag inkluderer at man møder op bestemte dage til gruppearbejde i forbindelse med dataindsamling. Og det gør reeksamen, for at det ikke skal være løgn, også.

Tiden lige nu er derfor fyldt med en hel del spekulationer og frustrationer. Førsteprioritet er at få kørt Malte ordentligt ind i vuggestuen og på trods af to studier, skal det gøres i hans eget tempo. Det går vi ikke på kompromis med. Der er trods alt ikke en arbejdsgiver som kan fyre os, så vi kan forhåbentlig finde en løsning og få samlet det hele op, når han er startet ordentligt i vuggestuen og vi har tiden til, at sætte os ned og tænke to sammenhængende tanker. Og hvis ikke, så må vi tage den derfra.

Det er vildt frustrerende, at det skal være så svært at kombinere, for det havde det højst sandsynligt ikke været, hvis vi havde haft en vuggestueplads noget før. Vi kender flere, som har fået det til at fungere. Vi har desværre bare været enormt uheldige på det punkt. Drømmen har hele tiden været at fortsætte direkte på kandidaten til efteråret, men det er desværre ikke muligt i den situation vi står i. Nu er målet først og fremmest at få bacheloren gjort færdig og så må tingene tage den tid det tager. Alt skal jo nok løse sig i sidste ende, selvom det nogengange ikke helt føles sådan når man står i det. Det vigtigste er, at vi ikke knækker sammen undervejs. Nok er mit studie vigtigt, men ikke vigtigere end mine to drenge <3

//Helle

For lidt over en uge siden blev vores liv vendt på hovedet. Det gjorde det da Noahs far desværre faldt bort. ALT for tidligt og meget pludseligt. Jeg uddyber ikke nærmere, for jeg synes det hører til hos os i den den nærmeste familie. Jeg kan tilgengæld mærke at hele følelsen omkring at være forældre i sådan situation har kastet en del tanker af sig, og dem vil jeg gerne prøve at sætte lidt ord på.

For hvordan støtter man bedst sit barn, i den fuldstændigt ubærlige situation? En ting er jo det første chok og de første dage, der hvor vi bare er sammen, græder sammen, griner sammen over sjove minder og i det hele taget bare er i undtagelses situation. Her synes jeg faktisk at jeg klarer mig meget godt. For jeg er ret klar i spyttet når det handler om at børn skal se det ærlige, både når det handler om glæde og sorg. Men når de første dage så er ovre, så begynder der at dukke en helt masse spørgsmål op synes jeg. Spørgsmål som der bare ikke rigtig kan findes svar på, i min ellers velassorterede mormanual, som jo trods alt er blevet en tyk sag henover de 13 år, jeg har været nogens mor.

Snakker jeg nu nok med ham om sorgen, snakker  jeg for meget med ham om det. Græder jeg for meget i situationer hvor han ikke gør. Er det okay at starte op på en normal hverdag igen? Kan jeg efterlade ham hos andre hvis jeg skal noget, eller er det for tidligt? Der er bare så mange spørgsmål hele tiden, og ligesom med alle de andre kapitler jeg har skrevet i manualen gennem tiden, så er det her jo også et der må skrives hen ad vejen. Jeg har dog allieret mig med en børnepsykolog, ikke fordi jeg som sådan synes Noah viser tegn på at have brug for det lige nu. Men bare for at han har en at tale med, og en der måske tør stille de spørgsmål, man som forældre kan have lidt berøringsangst overfor. Vi har været der en enkelt gang, og tro mig der BLEV  stillet spørgsmål jeg ikke selv ville have stillet. Men overraskende nok, så svarede Noah bare helt roligt og klart og så kunne moderen sidde og tude i baggrunden. Som den kloge mand udtrykte det, det er os voksne der skal lære noget af børnene i den her proces. Man må ikke tænke de sørger for lidt eller for kort, og at det dermed ikke rigtigt er gået op for dem hvad der er sket. For det er simpelthen bare sådan, at de er langt bedre til at springe mellem det triste og det almindelige som ikke har ændret sig. Hvor er jeg glad for vi valgte at lægge vejen forbi en psykolog, er sikker på vi får glæde af det over de næste par måneder.

For de næste par måneder er jo lige præcis her vi skal lære at leve med alt det her. Når sorgen pludselig dukker op, og også det at Noah nu skal trækkes med os hele tiden. Ikke længere nogen pause fra mors evindelige bekymringer. Vi skal have en ny rutine op at stå, og vi skal have lillesøster som Noah har på sin fars side, inkorporeret også. Og den klarer vi selvfølgelig, fordi vi skal og fordi vi kan. Vi kan som familie, også det her, selvom manualen ikke er opdateret.

//Pia

Følg os her: