Rejseguide - skjulte perler i Veneto - part 2

Engang imellem er det nødvendigt at mærke efter og sænke barren

Det her bliver måske en anelse for personligt, men måske det hjælper at få det ud af hovedet og ned på skærmen. Det satser jeg på. Sagen er den, at jeg ikke føler mig fuldstændig ovenpå for tiden. Jeg er splittet mellem hvordan jeg kan mærke jeg egentlig har det – og hvordan jeg gerne vil have det. Det føles som om mit hovede hele tiden er på overarbejde og jeg vil så gerne være ovenpå.

Nu er vi kommet igennem en vildt presset periode og Malte har været i vuggestue knap 14 dage, så nu må det være på tide at have det godt og få en masse ordnet. I den pressede periode var det ligesom det der holdt os oven vande: “når bare vi får en vuggestueplads, så er vi mindre pressede og får overskuddet tilbage, hold ud” messede vi konstant til hinanden imens vores frustrerede, og til tider desperate, blikke mødtes. Og nu er han i vuggestue, så hvorfor er det der forbandede overskud ikke tilbage endnu? Hvorfor er jeg stadig konstant træt. De mindste små hverdagspligter føles som at bestige det højeste bjerg. Uoverkommeligt. Og det er på trods af, at vi nu har dagen til at kunne slappe af og få indhentet lidt af den søvn, som vi ikke har fået længe. Jeg vil så gerne igang med alt det der forventes af mig. Både fra samfundet, venner og familie og mig selv. Jeg har en eller anden ophøjet idé om at for at være god nok, så skal man helst slå til på alle de her parametre. Studie, økonomi, hjemmet, parforholdet. Alt skal bare spille. Og helst på samme tid – og når ikke det gør det, så føler jeg mig utilstrækkelig. Nok en følelse som alle kæmper med indimellem. Og lets face it, det er jo et totalt urealistisk ideal at forsøge at leve efter. For jeg tror ikke på at der findes nogen, hvor alt bare spiller over hele linjen.

Jeg har så svært ved at slutte fred med, at tingene tager længere tid end jeg føler “det burde”. Jeg brokker mig, slår mig selv oveni hovedet, stresser over alt det vi ikke får gjort og ikke kan magte. Jeg bevæger mig langsomt længere og længere ned af en snørklet sti og jo længere jeg kommer, jo sværere er det at finde tilbage. Jeg vil gerne en hel masse, men mit hovede er simpelthen ikke med. Jeg har brug for mere tid. Og det er så svært at erkende og tillade sig selv. Jeg ved jo godt, at hvis ikke mit hovede er med, så vælter korthuset før eller siden. Jeg kan ikke opretholde den energi, når der ikke er mere brændstof på motoren. Den er flad. Og det har den været længe. Og det tager åbenbart længere tid at få fyldt brændstof på, end jeg lige regnede med.

Jeg troede vuggestuen var et quick fix og at vi ville være mentalt ovenpå igen, så snart Malte var kørt ind. Men det er ikke sådan det forholder sig, hvor end jeg gerne vil det og jeg er nødt til at give det tid. Men hvorfor skal det være så svært at give sig selv fri? tillade sig selv at slappe af? vi har været max pressede i en lang periode og vi har gjort det godt og er endelig kommet ud på den anden side. Vi fortjener et pusterum. Vi fortjener at slappe lidt af. Jeg er simpelthen nødt til at tage ejerskab på den følelse. Men hvorfor vil mit hovede ikke forstå det? Jeg bliver ved at fortælle mig selv, at så hårdt har vi jo heller ikke haft det. Der er mange der har det værre. Vi burde være ovenpå nu. Nu har vi også fået slappet af. Men det nytter ikke noget at tale om hvad vi burde, jeg er nødt til at forholde mig til hvordan vi har det. Og det nytter heller ikke at sammenligne sig med andre. Måske var vores situation ikke noget særligt, set i andres øjne – men det har taget hårdt på os. Og det er okay. Jeg skal ikke retfærdiggøre noget overfor andre eller overfor mig selv. Vi er alle forskellige og det er okay. Det er så dejligt nemt at skrive ned her, men så sindssygt svært at leve efter, omend jeg for alt i verden gerne vil slutte fred med det, istedet for at have en daglig indre kamp med mig selv.

Overskuddet er åbenbart ikke bare lige noget der kommer tilbage på et splitsekund – det tager tid. Og imens vil jeg øve mig på at give mit hovede ro til at komme ovenpå igen og ikke belemre det med alt for mange bebrejdende tanker. Og de dage hvor følelsen af frustration og utilstrækkelighed tager over, må jeg minde mig selv på, at det er okay. Min vigtigste opgave er at være en god mor og det er jeg nu engang ikke i tvivl om, at jeg er. Men det er jeg også kun, hvis jeg passer på mig selv. Vi er gode forældre og alt andet er sekundært. Det hele skal jo nok lande et sted, selvom det hele føles så usikkert. Men hvor kan det dog være svært at hvile i sin egen usikkerhed.

//Helle

4 kommentarer

  • Sara Maria

    Tak for at du deler ud af noget personligt❤️
    Det er ofte sådan, at når man har været presset længe og har tæret på kroppens ressourcer, så mærker man pludselig trætheden endnu mere, når man endelig kan slappe af, og så skal der mere end en enkelt dags ro til. Men overskuddet skal nok komme tilbage når kroppen igen er tanket op, har selv været der ❤️❤️❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sisteredition

      Hej Sara Maria.
      Tusind tak for din søde kommentar – og ja du har helt ret. Det giver fint mening at man føler sig flad nu, det er bare så svært at være i, når man gerne bare vil ovenpå igen. Men det er dejligt at høre fra andre, som har været i samme situation. Så tak for din kommentar <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det tager lige så lang tid at få sit overskud tilbage som det tog at få det i bund💗pludselig er du ovenpå igen – men giv det tid💗💗💗💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • sisteredition

      Det giver jo så god mening. Og ja, der er ikke andet for. Tak for din søde hilsen 💗

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rejseguide - skjulte perler i Veneto - part 2