I skal vide at jeg på ingen måde er hende der altid har haft brug for tid alene, bare migtid. Jeg har virkelig aldrig nogensinde haft det sådan. Nok i virkeligheden det stik modsatte, jeg har mere kunne betegnes som lidt af en tryghedsnarkoman. Nu kan jeg godt med lidt mere voksne øjne lave psykolog snakken på mig selv, og se at det nok er nemmere at være sammen med andre, for så skal man ikke lytte så meget til sig selv, og sine egne tanker 😉

Men tilbage på sporet, for det jeg egentlig vil fortælle er, at jeg da lige skal love for at det har ændret sig. Med to tornadoer i huset der stiller 3.000 spørgsmål i minuttet, og det føles virkelig sådan, ja så kan alene tid være ALT man ønsker sig. Og hvis man så kombinerer det med at Loui da han var omkring 2 år havde en periode hvor søvn bare ikke var super interessant, så var det ønske bare større end at se selveste julemanden juleaften, da jeg var 5 år gammel. Bare tanken om at komme hjem fra arbejde, tage et bad, UDEN nogen stod og bankede på døren, og så bare lægge sig under dynen bagefter åhh halleluja jeg kunne græde bare ved tanken, på det tidspunkt.

Det kunne Mark selvfølgelig godt mærke, og en klog mand som han er, kunne han nok godt se fordelen i at give hidsigproppen en god nats søvn. Han ringede derfor til en livline, hans storebror der på det tidspunkt arbejde på hotel. Men da det hotel han arbejde på kun lå ca. 10 min. fra hvor vi bor, og han kun bestilte et værelse til mig, så kunne han ikke helt slippe uden en forklaring. og her vil jeg gerne lige indskyde at Marks storebror ikke selv har, eller har haft små børn! Så da Mark forklarer at jeg bare er virkelig træt og har brug for at sove, så oser skepsissen ud af telefon røret… “Er i uvenner, er i okay” osv. osv. og selvom Mark på bedste vis prøvede at overbevise ham om at jeg altså bare var træt, og virkelig udkørt, så er jeg sikker på at han ikke tror på selv den dag i dag.

Men helt ærligt man ved jo ikke hvad træt egentlig betyder, før man er blevet vækket 6 gange hver nat i et år. Der rammer man altså bare muren på en helt ny måde. Man kan tude over noget det ene sekund, og to minutter efter grine af sig selv, jeg forstår virkelig godt at man bruger søvnudsættelse som tortur i nogle lande!!!

Men jeg fik hotelværelset dengang, og det hjalp, om ikke andet afholdte det mig fra at gå fuldstændig fra forstandet… på dét tidspunkt 🙂

Pictures from way back when…

//Pia

Følg os her:

Det er ikke meget jeg får skrevet herinde for tiden, men overskuddet har simpelthen ikke været til det. Jeg har flere gange været tæt på, men lukket skærmen i igen, fordi jeg ikke rigtig har kunne samle tankerne eller finde ordene. Februar har lagt ud med at være en hård nyser og de sidste to uger, har godt nok sat sine spor. Som jeg skrev sidst, så nåede jeg i vuggestue med Malte én dag før influenza-epidemien fik sit tag på ham og han var lagt ned hele sidste uge, bogstavelig talt. Jeg har aldrig set ham så dårlig før. Han har ikke nemt ved at få feber og det har vi faktisk været rimelig forskånet for – også på trods af vacciner. Så da feberen toppede med 40,2 lørdag eftermiddag var han fuldstændig baldret. Han lå og sov på mig størstedelen af tiden og hans feberøjne kørte rundt i det lille hoved så snart han var vågen. Lille mand <3

Vi sov selvfølgelig ikke skide meget den uge nogen af os, så vi gik ikke ind i denne uge med de bedste forudsætninger. Og bedst som at Malte begyndte at få det bedre, var det farmands tur i influenzagryden. Så man kan vist godt sige, at jeg har fået en lille smagsprøve på livet som enlig mor, da jeg har stået for Malte selv det meste af ugen, for at farmand hurtigst muligt kunne komme på benene igen. Det har bestemt ikke været nemt og igår ramlede det hele om hovedet på mig.

Jeg har igen i denne uge været igang med at køre Malte ind i vuggestuen og det er i sig selv en lidt hård følelsesmæssig affære for sådan en pyllermor som mig, har jeg måtte erkende. Jeg ved ikke om det er indkøringen, eller det, at han lige har ligget tæt med mig en hel uge som gør udfaldet, men igår var han helt ved siden af sig selv og helt vildt morsyg. Så morsyg, at jeg ikke engang kunne gå på toilettet uden at han stod ude på den anden side af døren og græd efter mig. Far plejer at være tilnærmelsesvis lige så god som mor, fordi vi jo begge har gået meget hjemme med ham, men efter de her par uger, er det åbenbart kun mor der dur. Og hvis jeg ikke var drænet nok i forvejen, så er jeg det i hvert fald nu. Ikke nok med at det kun er mig der dur og han helst bare vil hænge på armen (han vejer altså over 12 kg!), så har han de vildeste humørsvingninger og prøver grænser af konstant for tiden. Han kravler op på alt han ikke må, han går i skraldespanden, han græder og vrider sig når han skal skiftes eller have tøj på, han tager fat i ting han ikke må og kaster sig på gulvet grædende når man tager det fra ham.

Igår gik jeg i seng kl. 21 for at få et par effektive timers søvn, da vi også stadig kæmper med nattesøvnen og jeg bestemt ikke bliver et bedre menneske, når jeg er i total søvnmangel. I øjeblikket vågner han typisk kl. 3 hver nat og er vågen et par timer, før jeg kan få ro på ham igen. Det balancerer ikke skide godt med vuggestuestart, hvor han helst skal være nogenlunde frisk og ikke kan sove formiddagslur. Igår måtte jeg simpelthen holde ham hjemme, fordi han som sagt var helt ved siden af sig selv.

Men på trods af at vi også har været vågne i nat, så var han trods alt mere glad og frisk imorges – og det samme var jeg. Så idag er han i vuggestue og skal for første gang spise med til frokost. Jeg skal hente ham her 11.20 og glæder mig helt vildt til at se ham og høre hvordan det er gået. Nu krydser jeg fingre for, at farmand også snart er rask, så alt ikke er nær så presset.

Jeg beklager den lange klagesang, jeg lover at jeg nok snart skal skrive noget lidt mere opløftende, men lige nu er mor-livet bare lidt udfordrende og det er det der fylder hos mig. Forhåbentlig bliver det hele snart lidt nemmere.

God weekend!

//Helle

Følg os her 

Malte startede i vuggestue i mandags og planen var, at de næste to uger skulle bruges på, at give ham en forhåbentlig god og langsom indkøring. Vores studier er allerede igang igen, men da min mand har mødepligt i sine fag (troede ellers det var universitetet vi gik på..), er det mig der står for indkøringen – og jeg kommer derfor en smule bagud fra start. Mandag morgen begynder Malte at hoste og vi når derfor kun at være i vuggestue mandag, da han efterfølgende bliver noget mere sløj i betrækket og også får feber. Såe. Nu er vuggestuestart sat på standby, indtil feberen finder sin vej ud af hans lille krop.

Jeg ber til, at den gør det snart, for som sagt er jeg allerede bagud – og lige nu tyder alt lidt på, at jeg kan lægge en uge mere til. Det føles lidt som skruen uden ende det her med at skulle balancere hjemmepasning og studie samtidig. Nu havde vi set frem til, både på Maltes vegne og vores egne, at han skulle starte i vuggestue, så der forhåbentlig kunne komme lidt ro på. Vi har været hjemme hele januar, uden at så meget som en forkølelse har ramt ham. Og netop den dag han skal starte, så bliver han syg. Det er mega frustrerende når ens energidepot i forvejen har ramt minus og det bliver efterhånden sværere og sværere at holde hovedet oven vande. Men det gør vi selvfølgelig – for det skal vi. Og det skal nok blive godt på den anden side.

Vigtigst af alt er selvfølgelig, at Malte får en stille og rolig indkørsel i sit helt eget tempo og at han bliver frisk og rask igen, så må studiet komme bagefter. Vi har efterhånden affundet os med tanken om, at gennemføre med røven i vandskorpen – det kan nok ikke være så meget anderledes.

Så ja, herhjemme drikker vi lidt ekstra koffein (kun de voksne..), putter til tegnefilm, lader rod og vasketøj flyde, krammer lidt ekstra og prøver at få det bedste ud af situationen. Prøver 🤞🏼

God onsdag til jer 🙂

//Helle

Det er stadig vildt underligt, at skulle sætte sine egne behov til side, fordi der nu er kommet et minimenneske, som ikke kan selv og som har brug for én. Inden vi fik Malte, følte jeg virkelig at mine dage var uden indhold og bare lignede hinanden. Jeg følte jeg havde så meget tid til mig selv, at jeg ofte kedede mig og jeg havde simpelthen for meget tid, til at gå op i mig selv. Jeg var så selvkritisk og tænkte ofte over, hvad andre mon tænkte om mig. Det blev klart bedre på den anden side af de 25, men jeg havde stadig brug for, at få fokus væk fra mig selv og over på noget andet.

Det sker helt af sig selv, når man får et barn. Og det er på alle måder fantastisk, men det er også sindssyg hårdt. Det er virkelig hårdt at skulle være noget for en anden, ligegyldigt hvordan man selv har det. Og man kan bare ikke rigtig trække sig – i hvert fald ikke uden at få dårlig samvittighed. Det kunne jeg i hvert fald ikke i starten. De første måneder er barnet jo også fysisk afhængig af én – i hvert fald hvis man ammer. Det gjorde jeg i 10 måneder og selvom jeg elskede de stunder og det nærvær det gav mig og min søn, så var det også lidt en lettelse at være uafhængig og få sin krop for sig selv igen.

Jeg har stadig ikke været meget helt for mig selv i den periode jeg har været mor. Heller ikke selvom, at jeg ikke ammer mere. Fordi jeg synes det er rigtig svært, at prioritere mig selv og give slip. Jeg har svært ved, at give mig selv lov til, at nyde tiden uden ham. Men jeg ved også det er vigtigt, for at jeg ikke brænder sammen og for, at jeg kan opretholde mit overskud, som jo kommer ham til gode. Så jeg kan være den bedste version af mig selv. Jeg glæder mig til, at der kommer mere balance i tingene. For lige nu føler jeg, at jeg inden Malte havde for meget tid til mig selv og efter Malte har jeg følt, at jeg ingen tid har til mig selv. Og begge dele har været en udfordring for mig, på hver sin måde. Jeg vil virkelig gerne lande et sted i midten.

Selvfølgelig ønsker jeg at bruge størstedelen af min tid med min søn og min familie og jeg føler virkelig, at mit liv giver mening nu og jeg elsker følelsen af, at være uundværlig. Der er ikke noget bedre, end når han selv går hen og giver en et kram, eller rækker ud efter en. Mit selvværd har uden tvivl fået et nøk op, efter jeg er blevet mor. Men det er også bare vigtigt stadig at have lidt fokus på sig selv og få tanket op. For det synes jeg der er en tendens til, at vi glemmer, så snart vi får børn. Vi løber stærkt for at kunne opfylde alle deres behov – vi giver alt hvad vi har til dem og ender med at blive en udmattet, grå skygge af os selv fordi vi glemmer at prioritere os selv og få opfyldt vores egne behov.

Jeg har brug for lige at finde mig selv igen kan jeg mærke. Jeg føler mig på alle måder forandret, både mentalt men også i min krop. På nogle punkter har jeg helt distanceret mig fra mig selv og det tror jeg ikke på er særlig sundt i længden.

Så jeg øver mig på, at prioritere mig selv. Hende der Helle, som jo altså også er vigtig. Og jeg er sikker på – eller i hvert fald håber jeg, at det bliver lettere med tiden.

//Helle

Jeg havde egentlig ikke gjort mig de store tanker om mødregruppe før og under min graviditet. Da vi havde første besøg af sundhedsplejersken efter fødslen, spurgte hun mig om jeg var interesseret i, at være en del af en mødregruppe og jeg sagde ja, uden at gøre mig de store tanker om det. Tankerne kom dog i dagene op til, at vi alle fem skulle mødes for første gang. Jeg fik en mail om, at vi skulle mødes i et af pigernes hjem og det synes jeg faktisk var ret grænseoverskridende. At dukke op med sin lille baby, i en rolle man er helt ny i, hos en man kun kender navnet på – og så se fire andre mødre i øjnene og føle, at man bliver vurderet, når man er helt sårbar og usikker. Jeg var den sidst ankomne og jeg kan tydeligt huske følelsen af, at være den nye pige i klassen. Der sad vi, fem piger med vores nye babyer i en rundkreds på gulvet og skulle på en eller anden måde bryde den stilhed og akavethed, der fyldte hele rummet. Jeg tror ikke der er nogen nemmere måde at gøre det på, end en præsentationsrunde. Så det gjorde vi. Og langsomt blev stemningen blødt op og det viste sig faktisk at være ret hyggeligt. For nok var man ny i sin rolle og måske lidt bange for at blive bedømt – men det havde vi jo alle tilfælles. Og det er netop det, der er essensen i en mødregruppe. Man er alle nye i rollen, usikre på sine egne evner overfor den her nye baby man først skal til at lære at kende og bange for, at gøre noget forkert.

Det er så vigtigt, at have nogle at snakke med, som gennemgår det samme som en selv, i sådan en overvældende situation som det er, at blive mor. Nogle der ikke bliver trætte af, at høre om lortebleer, manglende søvn, ammestop og tigerspring. Og nogle som, næsten, er lige så begejstrede for at høre om det første smil, den første tand eller grødopstart, som en selv. Fordi de kender alt til det, da de selv er midt i det. Jeg brugte meget tid med min mødregruppe i de første måneder af min barsel. Det var på alle måder fedt, at have nogle, som boede tæt på mig, så man også kunne mødes spontant – hvilket der nogle gange er behov for, med små babyer. Vi gik lange ture sammen når børnene skulle have deres daglige lure i barnevognen, vi fulgtes ad til babysalmesang og legestue flere gange om ugen – vi besøgte børneloppen sammen og da tiden kom hvor vi skulle skrive vores børn op i institution, var vi flere der besøgte institutionerne sammen. Det føltes rigtig trygt, at have nogle at følges – og sparre med.

Det er ikke sikkert, at man bliver sat sammen med nogle, som man har særlig meget tilfælles med. Men om ikke andet, så kan man trække på hinandens oplevelser og erfaringer som mødre. Og så kan man være heldig, at møde nogle, som man klikker med. Jeg har erfaret, at man lærer hinanden at kende på en rigtig fin måde, fordi man lærer hinanden at kende, i en så sårbar og dyrebar fase, i hinandens liv. Man deler en ret personlig del af sit liv med hinanden.

Jeg har været så heldig, at jeg nu kan kalde to ud af fire for mine veninder. Og hvor optur er det lige, at have to veninder med børn på alder med sit eget barn? Som endda har fulgtes ad, helt fra begyndelsen af deres liv. Vent, jeg har svaret. Det er mega optur! Og jeg vil anbefale mødregruppe til alle. Selvom det føles grænseoverskridende og man føler sig sårbar. Selvom man ikke føler man har overskuddet til at lære nye mennesker at kende. Prøv det, se det an. Giv det en chance og hvis ikke det er noget, så meld dig ud igen. Men du kunne være heldig, at møde nogen, som kan hjælpe dig lidt på vej i denne nye overvældende situation og det er så skønt, at kunne dele det med nogen, som er samme sted.

//Helle