Jeg gad godt vide hvor mange der stadig går på restaurant, og så bare tager ungerne med? Og nu taler jeg ikke kun om restauranter med legerum og pizza på menuen. Nej altså bare helt almindelige restauranter med god mad, uden at det er over the top fancy. Vi gør nemlig, for vi elsker at gå ud og spise, og jeg synes godt man kan have ungerne med – på en god dag 😉 For jeg skal da være ærlig at sige, at det  nogen gange kan være lidt knald eller fald om man får det ud af det man havde håbet på. Forleden dag valgte vi at tage chancen igen, vi var på påsketur i nærheden af hvide sande, og her lå en restaurant som vi rigtig gerne ville prøve. Jeg kunne da godt se at ungerne skulle vise sig fra sin upåklageligt lækre side, for at det ville spille. For det første fordi menuen lød på 6 retter, læs: tidsmæssigt ville vi udfordre dem en smule, men vel ikke noget en Ipad efter maden ikke kunne afhjælpe. For det andet var det en fiskerestaurant med virkelig lækker udsigt over havnen, og af erfaring fortæller det mig at klientellet der kommer der, ikke altid er nogen der er til børn og larm. Men på kortet stod der trods alt et par børneretter, så der var ikke noget galt i at tage afkommet med, de var velkommen på restauranten.

Kl. 18 går turen så mod hvide sande havn, og nåååå ja der var måske lige en for det tredje, for restauranten lå ikke lige om hjørnet, vi skulle lige køre 40 min. i bil… Ja ja, men nogen gange må man altså bare springe ud i det! Turen i bilen gik mega godt, vi skrålede alle 4 med på MGP 2019 sangene og drengene var i højt humør, så ingen ko på isen her. Men når noget er så hyggeligt, så sker der jo naturligvis det at ingen vil med ud af bilen da vi først er fremme. Jeg vil høre sangen færdig mor – okay skat – Neeej jeg nåede ikke at synge med, den skal forfra… Det er her jeg vælger at gå lidt i forvejen og lade farmand klare ærterne.. Et par minutter efter kommer drengene løbende mod mig, meget glade, SÅDAN farmand godt arbejde – High forældre five – “Mor Loui har lavet lort i bukserne” citat Noah 13 år. SUK – smile and wave. Og nu er det her jeg minder jer om den ret så pæne restaurant jeg kan stå at se op på. Okay der er jo ikke andet for end at tage skiftetøjet under armen og håbe på toilettet ligger tæt på døren når vi kommer ind.

Det gør det ikke…. det ligger helt inde ved bordene, og Loui vælger da lige at skulle tage en æresrunde mellem bordene, aromaen skal da lige spredes, før jeg griber ham med den ene arm og får ham bukseret ud på toilettet. Farmand må også med, for når man har siddet i autostolen, så kan jeg afsløre at der var brug for lidt mere end 2 hænder! Vi kigger i stilhed på hinanden, og starter den rutine man jo har fået opbygget efter lignende situationer, man ved ligesom hvem der tørrer og hvem der sørger for at assistere med rigeligt af vådservietter, og herefter gribe dém og de underbukser der IKKE står til at redde, med skraldeposen. Efter endt arbejde sætter jeg mig på hug kigger Loui i øjnene og siger at vi er på pæn restaurant, og at man ikke løber rundt, men at vi nu går ud og sætter os pænt ved bordet. (okay og at han må få 2 desserter og ipad’en hvis han bare sidder pænt) Det virker og han arter sig, hvorefter vi indfinder os på det bedste hjørnebord restauranten kan præstere, også lige midt i rummet så vi pænt smiler til alle dem der lige har set vores lille ankomst show – smile and wave endnu en gang.

Heldigvis er resten af selskabet allerede ved at bestille vin og ham der har restauranten tager bare det hele helt cool, og alt er godt igen. Det første glas vin bliver drukket i vel hurtigt tempo, og Mark siger vi skal spille sten, saks, papir om hvem der skal køre hjem. Da jeg vinder første runde, insisterer jeg på at vi kun spillede 1 af 1 og min overbærende, dejlige mand bestiller en Cola light – TAK SKAT jeg elsker dig altså.

Ovenstående seance viste sig heldigvis at være aftenens højdepunkt, og mine drenge opførte sig efter omstændighederne pænt resten af middagen. Ja okay vi skulle lige igennem, jeg kan ikke lide lasagnen og jeg ville hellere have haft storebrors dessert, men altså min far ville også hellere have børnedesserten så vi skal da heller ikke gøre børnene værre end de er 😉

Det her lille skriv er på INGEN måde skrevet for at tage modet fra dem der har holdt sig fra restaurant besøg med poderne, tvært imod! Hop ud i det, og så må man sgu grine af de knap så eksemplariske episoder efterfølgende.
Og lige til sidst et kæmpe Thumbs up til restaurant Kommandobroen og Michael for deres lækre mad og overbærende betjening.

//Pia

Det her bliver måske en anelse for personligt, men måske det hjælper at få det ud af hovedet og ned på skærmen. Det satser jeg på. Sagen er den, at jeg ikke føler mig fuldstændig ovenpå for tiden. Jeg er splittet mellem hvordan jeg kan mærke jeg egentlig har det – og hvordan jeg gerne vil have det. Det føles som om mit hovede hele tiden er på overarbejde og jeg vil så gerne være ovenpå.

Nu er vi kommet igennem en vildt presset periode og Malte har været i vuggestue knap 14 dage, så nu må det være på tide at have det godt og få en masse ordnet. I den pressede periode var det ligesom det der holdt os oven vande: “når bare vi får en vuggestueplads, så er vi mindre pressede og får overskuddet tilbage, hold ud” messede vi konstant til hinanden imens vores frustrerede, og til tider desperate, blikke mødtes. Og nu er han i vuggestue, så hvorfor er det der forbandede overskud ikke tilbage endnu? Hvorfor er jeg stadig konstant træt. De mindste små hverdagspligter føles som at bestige det højeste bjerg. Uoverkommeligt. Og det er på trods af, at vi nu har dagen til at kunne slappe af og få indhentet lidt af den søvn, som vi ikke har fået længe. Jeg vil så gerne igang med alt det der forventes af mig. Både fra samfundet, venner og familie og mig selv. Jeg har en eller anden ophøjet idé om at for at være god nok, så skal man helst slå til på alle de her parametre. Studie, økonomi, hjemmet, parforholdet. Alt skal bare spille. Og helst på samme tid – og når ikke det gør det, så føler jeg mig utilstrækkelig. Nok en følelse som alle kæmper med indimellem. Og lets face it, det er jo et totalt urealistisk ideal at forsøge at leve efter. For jeg tror ikke på at der findes nogen, hvor alt bare spiller over hele linjen.

Jeg har så svært ved at slutte fred med, at tingene tager længere tid end jeg føler “det burde”. Jeg brokker mig, slår mig selv oveni hovedet, stresser over alt det vi ikke får gjort og ikke kan magte. Jeg bevæger mig langsomt længere og længere ned af en snørklet sti og jo længere jeg kommer, jo sværere er det at finde tilbage. Jeg vil gerne en hel masse, men mit hovede er simpelthen ikke med. Jeg har brug for mere tid. Og det er så svært at erkende og tillade sig selv. Jeg ved jo godt, at hvis ikke mit hovede er med, så vælter korthuset før eller siden. Jeg kan ikke opretholde den energi, når der ikke er mere brændstof på motoren. Den er flad. Og det har den været længe. Og det tager åbenbart længere tid at få fyldt brændstof på, end jeg lige regnede med.

Jeg troede vuggestuen var et quick fix og at vi ville være mentalt ovenpå igen, så snart Malte var kørt ind. Men det er ikke sådan det forholder sig, hvor end jeg gerne vil det og jeg er nødt til at give det tid. Men hvorfor skal det være så svært at give sig selv fri? tillade sig selv at slappe af? vi har været max pressede i en lang periode og vi har gjort det godt og er endelig kommet ud på den anden side. Vi fortjener et pusterum. Vi fortjener at slappe lidt af. Jeg er simpelthen nødt til at tage ejerskab på den følelse. Men hvorfor vil mit hovede ikke forstå det? Jeg bliver ved at fortælle mig selv, at så hårdt har vi jo heller ikke haft det. Der er mange der har det værre. Vi burde være ovenpå nu. Nu har vi også fået slappet af. Men det nytter ikke noget at tale om hvad vi burde, jeg er nødt til at forholde mig til hvordan vi har det. Og det nytter heller ikke at sammenligne sig med andre. Måske var vores situation ikke noget særligt, set i andres øjne – men det har taget hårdt på os. Og det er okay. Jeg skal ikke retfærdiggøre noget overfor andre eller overfor mig selv. Vi er alle forskellige og det er okay. Det er så dejligt nemt at skrive ned her, men så sindssygt svært at leve efter, omend jeg for alt i verden gerne vil slutte fred med det, istedet for at have en daglig indre kamp med mig selv.

Overskuddet er åbenbart ikke bare lige noget der kommer tilbage på et splitsekund – det tager tid. Og imens vil jeg øve mig på at give mit hovede ro til at komme ovenpå igen og ikke belemre det med alt for mange bebrejdende tanker. Og de dage hvor følelsen af frustration og utilstrækkelighed tager over, må jeg minde mig selv på, at det er okay. Min vigtigste opgave er at være en god mor og det er jeg nu engang ikke i tvivl om, at jeg er. Men det er jeg også kun, hvis jeg passer på mig selv. Vi er gode forældre og alt andet er sekundært. Det hele skal jo nok lande et sted, selvom det hele føles så usikkert. Men hvor kan det dog være svært at hvile i sin egen usikkerhed.

//Helle